Kategori: Vietnam (side 1 af 2)

Nærdødsoplevelser i Mekong Deltaet! (Vietnam 2010 – ellevte blogindlæg)

oktober 29, 2010 / / 0 kommentarer
Jeg havde på forhånd haft mine betænkeligheder ved at drage til Mekong Deltaet – jeg mener…..det er jo trods alt Vietnams mygge-epicenter! At plante mit korpus dernede ville kunne sammenstilles med at sende en neger til et Ku Klux Klan møde, smide en sagesløs pose M&Ms ind på et julemærkehjem eller vifte en pose Oreos foran undertegnede! Men måske dette netop var det geniale ved at tage til deltaet, for myggene ville jo aldrig overveje at lede efter mig i deres eget hovedkvarter – hvilken tåbe ville vælge selv at vade direkte ind i løvens hule!? Det ville jo svare til at Bin Laden i al denne tid har siddet på MacDonalds og ædt Big Mac menuer – intet mindre end genialt!!!! Naturligvis undersøgte jeg alternative måder at udforske deltaet på – der er jo trods alt ingen grund til at friste skæbnen alt for meget – men da muligheden af at blive fragtet rundt i en panserglassikret kabine med hjul, blot blev mødt med himmelvendte øjne og mistroiske blikke fra diverse rejsearrangører og da samtlige skræddere ikke helt delte min vision af en burka inspireret full body myggenetsdragt, så jeg mig nødsaget til at tage ud til deltaet på lige fod med alle andre dødelige.
Mine betænkelige bundede dog også i mit sidste deltabesøg (godt nok i Sydamerika, men stadig et delta!), der endte i tarantelregn, insektsmagning, botanikforfølgelse og ikke mindst seriøse tissetraumer! Men da jeg virkelig gerne ville se det berømte delta – overvandt eventyrlysten alligevel frygten for kidnapning af skrupelløse vietcong myg, nærkontakt med store lodne edderkoppefætre og frygten for endnu engang at skulle ende med røven bar et sted i junglen fordi jeg nu engang er “velsignet” med en blære på størrelse med en dværgært.
Myg, taranteller og offentlig nøgenhed skulle dog vise sig at blive det mindste af mine bekymringer på denne deltatur……………………..!
Jeg har tit forestillet mig hvordan mine dage her på jorden ville ende og tro mig det har ikke skortet på kreativiteten; den ene dag er jeg offer for et drabeligt flystyrt, den næste ender jeg som middagssnack i gabet på en stor hvid haj – hvis jeg da ikke lige først er blevet offer for bestialske mordere, der vil have mine organer, er blevet elektrisk henrettet af min utilregnelige toastmaskine, er faldet om af slikforgiftning eller alternativt er blevet offer for en kombination af alle ovenstående: Jeg står i mit køkken og forsøger at begrænse osteudslippet fra min toast, da sandwichmaskinen pludselig af uransaglige årsager vælger at sende titusind volt gennem kroppen på mig. Samtidig går jeg i sukkerchok på grund af de urimelige mængder gummibamser jeg har smidt i hovedet hele dagen og i selvsamme sekund som alt dette sker, falder der et fly ned oven i hovedet på mig, der tilfældigvis har fået til opgave at transportere en stor hvid haj fra Sydafrika til dens nye hjem i Kattegatcentret, der nu med et plask lander ovenpå mit stegte korpus og ser sit snit til at indtage sit sidste måltid i form af den allerede tilberedte Frk. Jetstar, der meget bonusagtigt også sørger for dessert i form af den smølfevingummi, der stadig logerer mellem fortænderne. Det er omkring her de overlevende piloter viser sig at være koldblodige mordere, der udover hajer også transporterer organer til det sorte marked i Sydamerika hvor efterspørgslen af især ikke-rygende skandinaviske kvindeorganer er i høj kurs. Kort sagt – en rigtig lorte dag hvis man hedder Lotte Krammer!!!!

Aldrig har jeg dog forestillet mig at blive sejlet over af et containerskib i Mekong Deltaet! Havde jeg vidst dét var en del af deltaprogrammet var jeg nok blevet liggende i sengen da vækkeuret ringede klokken seks og forlangte at Carsten og jeg stod op for endnu engang at pakke alt vores habengut (eller det er jo nok i virkeligheden mest mit habengut eftersom Carsten stort set ikke har andet end et par underbørger med, fordi en vis person skulle have plads til alt sit nylavede skræddertøj). Men op stod vi, blot for at blive plantet i en lille motorbåd, der skulle fragte os ned ad Mekong floden. Bedst som jeg charmerende lå og pustede savlbobler op af vinduet og drømte om bland selv slik, blev jeg pludselig afbrudt af en høj skurrende lyd. 

Mens jeg diskret fik tørret savlet af hagen, informerede Carsten mig om at bådsmotoren tilsyneladende var død, hvilket nu efterlod os drivende hjælpeløst omkring midt på floden.Først sad folk og smågrinede lidt, nogle lidt mere hysterisk end andre – heriblandt undertegnede, der allerede havde set båden kæntre og læst avisoverskriften; “Ung dansk kvinde druknet i Vietnam – hendes livløse krop blev tilfældigvis fundet da en fisker så en kvindearm med en pakke oreos stikke op af det mudrede flodvand. Utroligt nok var chokoladepakken stadig tør og uskadt, det var kvinden dog ikke. Et vidne har senere udtalt at kvinden ellers var nået sikkert i land, da hun pludselig ved lyden af en summende myg, hovedkulds kastede sig ud i floden igen mens hun paranoid og desillusioneret råbte op om konspirationsteorier, røde Bh’er og forbandede rengøringsdamer”.
Panikken begyndte dog at brede sig ved synet af et kæmpe containerskib med kurs direkte mod vores lille flydende fængsel. Sammenstødet var uundgåeligt og som i slowmotion sad vi alle åndeløst og kiggede flere meter op på skibets stævn, der knejsede sig som en ond skygge over os. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig graden af frygt når man sidder i en lille blikspand og kigger op på et flere meter overlegent skib både i højde og bredde! Hmmm…..Torpedering af containerskib – hvor stod det lige henne i programmet!!?? Desperat skimmede jeg turplanen;…….besøg i fiskerlandsby, traditionel musikopvisning, frugtsmagning og frokost…… – mens jeg rædselsslagen indså at dagspunktet; “motorstop med efterfølgende torpedering af containerskib” ikke var at finde, lød der et kæmpe brag idet skibet ramte os og passagerer og bagage fløj rundt i kabinen. Sjældent har jeg lovprist min mikroblære, men i denne sammenhæng blev den vores redning, da vi naturligvis var de sidste der var kommet ombord på skibet fordi jeg lige for hundredesyttende gang skulle ind og vride rosinen inden sejlturen, således vi var endt nede bagerst, spændt fast som i en skruestik sammen med to tyskere. Så vi røg ingen steder ved sammenstødet, mens de andre lettere fortumlede lå og legede kluddermor nede på gulvet. Action lige fra morgenstunden af – Don’t try this at home kids!!! Det var ren Titanic – ja altså bare lige uden isbjergene, orkestret, luksuslineren, Atlanterhavet osv – men med lidt god vilje så jeg Carsten som en ung Leonardo Di Caprio – dog med en smule mere ansigtsbehåring – og jeg selv som en knap så yndefuld Kate Winslet, der i ren panik var halvvejs i gang med at klemme sig ud af bådsvinduet. Jeg havde dog undervurderet størrelsen af mit hofteparti og måtte derfor opgive mit forehavende. BANG! Jeg lukkede øjnene – endnu et monsterskib ramte vores efterhånden synkende skude, dog knap så frontalt som det første skib og da jeg vovede at åbne øjnene igen var det første jeg så skikkelsen af min redningsmand i form af en…..en…..hane! En steppende én af slagsen endda! (Til de af jer, der har brug for billeddokumentering henviser jeg til fotoalbummet!) Havde jeg virkelig slået hovedet så voldsomt at jeg i stedet for at se de klassiske tegnefilms pipfugle, nu så steppende haner??? Realiteten var dog at den steppende skibshane var en del af besætningen på den fiskerbåd, der var kommet os til undsætning. Hvorfor den steppede er mig dog stadig et mysterium, men det var bestemt et underholdende show midt i al elendigheden! I fællesskab med fiskerbåden fik vores styrmand skubbet os i nærheden af land, så vi ikke længere lå og agerede grisen i et petanque spil. Så ovenpå vores lille nærdødsoplevelse var der nu dømt trekking i mudder op til anklerne til nærmeste landsby, så vi kunne blive fragtet videre i bus når nu vores lille båd ikke kunne klare mosten.
Den steppende hane!
Det var lidt op ad bakke når klip klapperne sad fast i mudderet!
Resten af deltaturen var faktisk ekstraordinær ubegivenhedsrig……men det er selvfølgelig også svært at overgå en morgen, der har budt på dansende fjerkræ, muddertrekking og dødssejlads – herfra kunne det jo kun gå ned ad bakke! Det eneste vi egentlig foretog os på resten af turen, var at sidde i en bus eller en båd og blive transporteret rundt til diverse turistfælder under dække af at vi skulle ud og se hvordan de lokale ernærede sig ved enten biavl, kokosnøddekaramelfremstilling, nudellavning eller rishøst. I virkeligheden ernærede de sig vist bare ved at vi kom forbi og købte al deres ragelse! Jeg havde naturligvis fra starten af svoret at jeg i hvert fald ikke skulle prakkes nogle af alle deres hjemmelavede duttelutter og dingenoter på! Derfor er det mig også en gåde hvordan jeg alligevel endte med en pakke honningdækkede peanuts og en plade kokoskarameller!? Ja, ja man har et standpunkt til man tager et nyt og konklusionen må være at så snart det er sødt og spiseligt, så er Frk. Krammer et let offer for turistmanipulation.

Frk.Krammer som biavler

Genforeningen af “Carten Jensen og Lucia Jetstar” (Vietnam 2010, tiende blogindlæg)

oktober 22, 2010 / / 0 kommentarer
Mens jeg mentalt indstillede mig på at mit ophold i Vietnam i værste fald ville ende med et gratis ophold på hotel tremmely i Da Nang eller med politieskorte til nærmeste grænseovergang, kiggede jeg rastløs rundt i det faldefærdige lokale hvor Carsten og jeg befandt os. Væggene havde muligvis engang været hvide, men års slid og manglende vedligeholdelse havde medført krakeleringer på størrelse med Grand Canyon og havde forandret væggene til en gullig nuance, der harmonerede ganske godt med den syrlige duft af morgenurin, der tung som en dyne svævede over rummet. Hvis det ikke var fordi de uniformerede mænd bag glasset så SÅ alvorlige ud havde jeg muligvis påtalt den manglende feng shui indretning, men kom til den konklusion at det nok aldrig havde været meningen at immigrationskontoret ligefrem skulle indbyde til hygge, yoga og velvære. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at sidde og kigge mig over skulderen efter de fem friske bøsser, jeg håbede ville springe ind af døren og med et svirp i håndleddet og i et højt toneleje ville råbe; “Ved I hvad tid det er – Det er make over tid!!!!”, mens de energisk ville male rummet regnbuefarvet med lyserøde prikker, anrette friske blomster på skrivestanderne og anfægte immigrationsbetjentenes uniformer med et; “Errrrrrj bassemand det kan du da ikke have på, militærgrøn er bare sooooooooo last season!”. Det skete dog desværre aldrig og den forhørslokaleagtige atmosfære var i virkeligheden nok nærmere designet til at gøre dét, som den lige præcis pt gjorde ved mig; skræmme livet af blåøjede turister! Dette ville til dels også forklare den førnævnte urindunst, da jeg bestemt ikke ville have peget fingre af nogen for at tisse en lille smule i bukserne hver gang den barskt udseende betjent nådesløst løftede blikket fra sine papirer for koldt at vurdere én fra top til tå.
I sidder sikkert nu og tænker hvordan i alverden denne blog pludselig tog en drejning fra fredelige mommår aktiviteter til illegal indvandring og mulig fængsling i et kommunistisk land!? Ja, ser I……det hele bunder i de inkompetente betjente, der tilsyneladende betjener immigrationskontrollen i lufthavnen! Normalt når man rejser ind i Vietnam får man femten “gratis” dage, hvor man ikke behøver visum, så længe man kan dokumentere at man forlader landet indenfor dette tidsrum. Det havde vi jo naturligvis kalkuleret med, så det hele var på bedste Olsen banden manér timet og tilrettelagt således at vi lige præcis rejste videre til Cambodia på Carstens femtende dag i Vietnam. At analfabeten af en lufthavnsimmigrationsbetjent så ikke er i stand til at addere 15 dage oveni ankomstdatoen, kan man jo så desværre ikke gardere sig imod! “Uhaaaa…….ja den er svær…..jo…….lad mig se…….15 plus 17…….jaaa…….det kan jo kun være……….22!”. Jeg ved ikke hvor den retarderede tosse har trukket sin immigrationslicens, men jeg har en fæl fornemmelse af, at tal mongolismen var påtaget med det ene formål at få penge i statskassen, når først vi alt for sent opdagede den fejlstemplede dato. 1-0 til immigrationstossen!!! Faktum var nemlig nu at Carsten stod med en opholdstilladelse, der kun strakte sig til den 22 oktober, mens vi pt skrev den 23 oktober. Således kan Hr. Jensen dog nu prale af at have opholdt sig som illegal indvandrer i Vietnam i knap 24 timer!
Bedst som jeg sad og forestillede mig Carsten og jeg i moderigtige orange fangedragter og matchende fodlænker blev tavsheden pludselig brudt af et; “Okay – If you pay me 1 million, I can give you visa today”. Hallelujah for korruptionens grimme ansigt!!! Gad vide hvad kommunistpartiets grundlægger – gode gamle onkel Ho Chi Minh ville have sagt til det!? Et korrupt, pengegrisk politi tror jeg ikke ville have været en del af hans partiprogram i hvert fald! Beskeden fra immigrationsbetjenten havde tidligere lydt at der tidligst kunne blive tale om et visum den 29 oktober – hvilket ville have betydet at Carstens pas skulle overnatte de næste mange nætter på immigrationskontoret og at vi i den periode hverken ville være i stand til at indlogere os (da alle hoteller kræver at se et gyldigt visum) eller forlade helvedesbyen Da Nang. Ellers tak du! – Hvis der er noget jeg har lært af at rejse, så er det at rejseregel nummer ét, to og tre lyder; Skil dig ALDRIG af med dit pas!, hav ALTID toiletpapir i tasken og spis ALDRIG yak ost i 5000 meters højde medmindre mylderbæ og offentlig ydmygelse hører til din dagsorden (jeg henviser hermed til min beretning fra Nepal!) Så denne løsning afslog vi blankt, hvorefter fætter korrupt pludselig kom i tanke om at hvis vi lige lagde den dér million (cirka 300 gode danske kroner) til kagekassen og 35 dollars for selve visummet, jamen så kunne det da nok godt lade sig gøre at lave visummet i dag alligevel! Surprise!!! Jeg undertrykte min trang til at plante en stor fed spytklat på hans uniform, da jeg for det første ville have set rigtig dum ud med en lang savlstreng hængende ned ad hagen (spytklatter er ikke just mit speciale) og for det andet var tanken om en overnatning i et vietnamesisk fængsel for overfald på tjenestemand heller ikke just det mest ophidsende jeg havde lyst til på en lørdag aften. Så vi betalte pengene og indenfor mindre end et minut var Carsten indehaveren af et visum gældende helt til engang i november – hold da op, sikke nu en fest!!! Det lillebitte stempel havde så – udover blod, sved og tårer – kostet os en halv dag i form af to ture frem og tilbage mellem Hoi An og Da Nang, samt taxipenge og nu også bestikkelse og visumbetaling! Håber virkelig de korrupte, uværdige, sleske narrøve af et par betjente fik både galopperende, svidende og blodig diarre af det monster af en lagkage de må have kunne købe for en million dong! Nemesis drenge, NEMESIS!!! At vi var blevet taget godt og grundigt i røven var da heller ikke til at tage fejl af da vi forlod bygningen, idet dansende, højtgrinende og high five klappende immigrationsbetjente ofte er en god indikator på netop dette!
Men lad mig starte fra begyndelsen, for Carsten og jeg startede jo faktisk ikke vores fælles rejse på immigrationskontoret i Da Nang. Denne beretning starter nemlig hvor en anden slutter, da det efter en vemodig afsked med min mommår in crime, som jeg efterlod tilbage i Hoi An med moderlige formaninger som; “Pas nu på dine tænder, husk dine ting og lad nu være med at gro flere mystiske kropsvækster, spise mærkelige ting, der gør væmmelige ting ved dit tarmsystem eller………ja måske i virkeligheden det ville være bedst hvis du bare blev inden døre uden at røre ved noget!”, var tid til at hoppe på flyet til Vietnams hovedstad Hanoi og tage imod Hr. Jensen. Eller det endte faktisk med at han tog i mod mig, da mit fly af uransagelige årsager var to timer forsinket. Naturligvis var vores bestilte airport pickup service ingen steder at finde, så efter et opkald til hotellet og lidt højlydt brokkeri, lovede de at sende taximanden omgående. Nogle minutter senere kom der da også en lille mand vadende med et noget sjusket, selvskrevet skilt: “Lucia Jetstar og Carten Jensen”….hmm….ja “Carten” var jo næsten ikke til at tage fejl af, men Lucia Jetstar – hvem hulen var hun??? Og hvorfor skulle hun hentes sammen med min mand??? Det viste sig dog hurtigt at Lucia Jetstar var endnu et alias, der kunne føjes til den dagligt voksende synonymliste for Lotte Krammer, men hvordan dette numerologisk velklingende navn er fremkommet, er mig stadig en gåde! Til sidst blev både Hr. Jensen og Frk. Jetstar dog smidt ind i en taxi med kurs mod Hanoi centrum. Pludselig blev landskabet udenfor bilvinduerne dog en smule mere skummelt end man just har lyst til at opleve når man prisgivet sidder på bagsædet af en taxi i bælgravende mørke i en fremmed storby og da vores chauffør samtidig også sænkede farten og kørte ind mod en af sidegyderne havde jeg allerede set os blive slået ned, berøvet og kloroformbedøvet med henblik på ufrivillig organdonation! Da vi med al den ro og kølighed i stemmerne vi overhovedet kunne oparbejde spurgte chaufføren hvor det liiiiiige var vi var på vej hen, vendte den før så mutte og maskuline taxachauffør sig om og fniste som en lille pige; “We are just picking up my boyfriend”! Wow – Welcome to the fruity express! Non stop mod Hanoi – indstigning bagi! Sikke en omvæltning fra netop at have siddet og mistænkt den stakkels mand for at være koldblodig turistmorder!
Langt om længe nåede vi til hovedstaden, hvor vi endnu engang i dette fantastiske land oplevede det fænomen, der synes at lyde; Turister? Snyd dem, hvis de snydes kan!!! Vi havde derfor en del indlogeringsproblemer, da vi pludselig endte på det forkerte hotel og på en helt anden værelsestype end den vi havde betalt penge for hjemmefra. Efter vi truede med udvandring, tilsvining på samtlige rejsehjemmesider og en masse andre knap så pæne ting – endte vi med en gratis overnatning og omgående overflyttelse til det hotel vi oprindeligt havde booket! På dette tidspunkt havde jeg efterhånden også en smule ondt af min mand, der havde været undervejs i mere end 24 timer og efterhånden så mere død ud end levende – men hey VELKOMMEN TIL VIETNAM! :b Jeg havde desuden også lidt ondt af mig selv da al denne opstandelse for mit vedkommende betød endnu længere adskillelse fra den gigantiske pose bland selv slik, der udgjorde halvdelen af Carstens bagagevægt. Tro mig – det var som englesang da jeg omsider blev genforenet med mine gummibamser, laserstråler og smølfevingummier!!!!!
Hanoi viste sig dog hurtigt at være en by man ikke skulle bevæge sig rundt i med sliktømmermænd, for sandsynligheden for at ende som kølerfigur på en taxa eller en scooter er overhængende stor, hvis man ikke er opmærksom! Jeg tror i bund og grund at der hersker blot én trafikregel i Hanoi, der lyder; THERE ARE NO RULES! Hvilket gør det til et ret grænseoverskridende og dødsangst fremkaldende projekt blot at krydse gaden, da man ikke er sikker på at vende tilbage til sit hotel med alle lemmer og motoriske funktioner intakte! Jeg er overbevist om at kravet til Hanoi’ske taxachauffører beskedent lyder; kan du holde hornet i bund non stop, mens du samtidig undgår at påkøre alt for mange jay walking vesterlændinge, (der ligesom undertegnede begiver sig over gaden med lukkede øjne og hænderne foldet i bøn) og oven i købet kan betjene din vietnamesisk-techno-højtspillende radio – så tillykke! Du er nu certificeret taxachauffør!!! Derfor valgte vi hurtigt at undslippe Hanois larmende gadeliv og tog på sejltur i Halong Bugten, hvor vi endte med at sætte spørgsmålstegn ved vores guides mentale tilstand, da vi hverken kunne se de frøer, heste eller andre dyr i de klippeformationer han viste os i drypstenshulerne. Enten havde han en meget levende fantasi eller også – hvilken jeg hælder mest til – havde han røget en seriøs omgang fjolletobak!!!
Resten af tiden i Vietnam står på besøg i kongebyen Hue hvor vi nok skal få vores lyst til templer og gravmonumenter styret (hvis der da ellers findes sådan én!?) og en sejltur til Mekong deltaet – myggehovedstaden i Vietnam!!!!…..ohhhh gru!!!!!!!!!!!!

Hello my name is Lotti and I’m an oreo addict…… (Vietnam 2010 – niende blogindlæg)

oktober 10, 2010 / / 0 kommentarer
“Arghhhhhhh!!!!!!! Watch out!!!!” Skreg Louise og jeg i kor mens vi hovedkulds kastede os til jorden i forsøget på at undgå det bat, der skar gennem luften som var det et løssluppent varmesøgende missil. Blot et par timer forinden havde det virket som en fantastisk ide at introducere eleverne for rundboldspillets glæder, men mens jeg lå på jorden og forsøgte at beskytte min sarte hovedskal mod et potentielt stykke nedfalden træ fra oven, virkede det pludselig ikke længere som den mest velovervejede ide.
Mens jeg – i hvad der føltes som en evighed – lå og afventede nedslaget, undrede det mig hvorfor jeg overhovedet havde foreslået rundbold som den fornøjelige aktivitet, der skulle udgøre vores afslutning med eleverne på STREETS, med tanke på hvordan spillet i tidens løb har været kilde til megen personlig svie og smerte. Efter års erfaring med udøvelse af spillet kan jeg i denne blog afsløre at rundbold ER verdens farligste aktivitet! Glem alt om ultimativ fighting, bjergbestigning og faldskærmsudspring – rundbold er de farlige aktiviteters ukronede konge og burde gå under betegnelsen ekstremsport!
Jeg har således både været vidne til den fysiske lemlæstelse, der følger i kølvandet på udøvelsen af spillet og oplevet de mentale ar, der opstår under de utallige skænderier, uoverensstemmelser og ydmygelser, der desværre også er en del af rundboldhysteriet. Jeg husker vitterligt ikke et eneste frikvarter i folkeskolen hvor vi ikke alle røg i totterne på hinanden på grund af uenigheder om hvorvidt Frode, Britta eller Børge var i spring eller ej eller om hvorvidt bolden var skudt direkte ud over baglinjen. Der blev gået op i det med liv og sjæl, således vores stakkels lærer efterfølgende kunne bruge flere timer på at sidde og agere mægler mellem det stridende inde- og udehold, der fortsatte den verbale mudderkastning inde i klasseværelset. Ak ja, intet skilte vandene som et godt gedigent spil rundbold i 7.B!
“BAAAAANG” – lyden af battets hårde landing, rev mig brat ud af min tankestrøm og tilbage til virkeligheden, hvor jeg blev mødt af 19 fnisende elever, der syntes det var ovenud morsomt at det var battet i stedet for bolden, der pludselig var blevet luftbåren. Men de havde jo heller ikke været inde i mit hoved til at se de krigslignende tilstande, et vildtfarent bat kan forårsage! At bruge ordet bat er i virkeligheden at tage munden for fuld, for det ville i virkeligheden være mere korrekt at referere til det som “stolebenet, der udgjorde det for et bat”, for det var præcis hvad vores hjælpsomme receptionist kunne fremtrylle, efter vi selv havde været på jagt i diverse selverklærede “sportsforretninger” efter noget der bare mindede om et slagredskab. Det er ikke just rundboldbats man får smidt i nakken nede på det lokale marked (hvilket jo så i princippet heller ikke ville være særligt rart!), men hvis vi derimod havde været villige til at slå med en vifte, en grim lille lerfugl, der kan lave verdens mest pinsomme fløjtelyd eller en dværgbanan på størrelse med en tommelfinger, så havde markedssælgerne bestemt været en stor hjælp. Så kunne vi jo også lige have taget imod et af de utallige tilbud om manicure, der typisk bliver præsenteret i form af en lille vietnamesisk dame, der med fingeren grotesk rodende rundt oppe i næsen spørger “You want manicure, massage?” mens hun med sin frie hånd, der ikke er låst fast oppe i næseboret, kærligt tager rundt om livet på én, således ens intimsfære på det groveste bliver invaderet, når man pludselig har denne bussemandspillende dame helt oppe i ansigtet. Og selvom man med vilje stirrer på den roterende næseborsfinger med en afsky så åbenlys, at man ligeså godt hysterisk kunne have skreget hende ind i hovedet; nej selvfølgelig vil jeg da ikke have dig til hverken at pille ved mine negle eller servicere mig med helkropsmassage med de dér bussebørgebesatte fingre!!!”, så fortsætter de alligevel ufortrødent. Jeg ved godt jeg har ofret meget spalteplads i tidligere beretninger på dette her fænomen, men det er simpelthen så utrolig tragikomisk at de ikke forstår, at det nok er noget nær det sidste man har lyst til at blive tilbudt, når de samtidig står og graver næseborsguld!
Nå tilbage til den egentlige fortælling 🙂 Vores rundboldseance endte heldigvis ikke ligesom dengang i syvende klasse – her var ingen brækkede legemsdele, kraniebrud, slåskampe eller skænderier, men derimod en del begyndervanskeligheder med helt præcist at forstå det komplicerede regelsæt, der udgør rundboldspillet; “Du skyder, du løber, du stopper med at løbe inden der bliver råbt stop” – altså jeg mener bare – hvor svært kan det være!? Det er jo ikke just hjernekirurgi vel!? Men det var åbenbart så tilpas langt fra alle andre boldspil de kendte, at det tog en krig at få noget, der bare tilnærmelsesvis lignede et spil rundbold stablet på benene. Enten begyndte udeholdet umotiveret at spurte rundt om keglerne når de først havde fanget bolden eller også var der ingen der løb rundt om keglerne – men derimod af mere kreative ruter, såsom tværs over banen – da de i højere grad anså keglerne som pejlemærker man kunne vælge at løbe udenom hvis man havde tid til det, end som egentlige grundpiller i hele rundbold ideen – KAOS!!! Men da vi først kom i gang var begejstringen over det nye spil ikke til at tage fejl af, da der både fløj klip klapper og tøjstykker rundt i luften i spontan jubel over hver befrier, der blev slået!
Efter den udmattende udfoldelse – især for mommår og mommår, der efterhånden var godt mørbankede i både krop og hoved af at demonstrere og forklare og ikke mindst udføre rullefald, når der var overhængende fare for at blive slået ned – satte vi os på den nærliggende gadecafe, så eleverne hver kunne få en sugar cane drink. Vi skulle dog ikke selv nyde noget af den søde drik, der essentielt blot er flydende ren sukker! Næ nej så vil jeg meget hellere have mit daglige sukkerkick i form af Oreos og gerne masser af dem!!! Min trang til de dejlige små delikate chokoladekiks med den vaniljecremede midte har muligvis taget en smule overhånd mens jeg har opholdt mig her i Vietnam og jeg forbander til stadighed den dag jeg første gang blev introduceret for de små chokolademirakler! Som altid med sådanne afhængighedsudviklinger startede det helt uskyldigt – i mit tilfælde med mariekiks, som stille blev afløst af almindelige chokoladekiks indtil den dag en ven introducerede mig for de små Oreos fætre med ordene “det her du, dét er det seriøse pis”, mens hun kiggede på mig med en alvorlig mine og smed den mørkeblå mysteriepakke foran mig. Jeg måtte sande at hun havde ret – efter de første chokoladekiksekrummer ramte min tunge var jeg hooked! Herefter startede den onde spiral, hvor det først kun var i weekenderne og til festlige lejligheder jeg tillod mig at nyde de små kager, men garderet med mottoet “Hver dag er en fest!!!” endte det således med at blive en daglig nødvendighed, indtil jeg nåede et punkt hvor jeg ikke længere kunne fungere uden mit Oreo fix. Efter en del terapi hjemme i Danmark og med mantraet “Jeg er en stærk, selvstændig, Oreo-uafhængig kvinde”, overvandt jeg dog langsomt, men sikkert trangen til de små himmelske vidundere. Fristelsen her i Vietnam er dog blevet mig for stor – en pakke Oreos koster kun tre kroner!!! Det er jo det samme som at vifte en kasse Guld Tuborg foran næsen på en afvendt alkoholiker!!!! Dog, med erkendelsen af at jeg endnu engang har ladt mig forlede af mørke kræfter (mørke velsmagende kræfter vel at mærke!) var jeg således til mit første OAA møde i går (Oreo Addicts Anonymous) og det føltes faktisk rart at stille sig op i rundkredsen af ligesindede Oreo misbrugere og få sagt ordene højt; “Hello my name is Lotti and I’m an Oreo addict”.
Sugar cane hygge – SKÅÅÅÅÅL!
Måske min forstrækkede hoftedelle også får det bedre hvis mit Oreo forbrug kommer ned på et lidt mere humant niveau, for lige i øjeblikket føler jeg mig vitterligt ligeså mommåragtig som jeg ser ud når jeg haltende rejser mig op efter at have siddet ned i længere tid af gangen. Jeg nærer dog et hemmeligt ønske om at min halten hænger ved til jeg kommer tilbage til Danmark, således hver gang folk spørger til min handicappede gangart, kan jeg med et drømmende udtryk ytre sætningen; “Ja ser du……det var dengang i NAM…….”, som indledningen på min “krigsfortælling”. Ovenstående sætning kan jeg ligeså godt allerede nu advare jer om bliver mindst ligeså anvendt som min; “Det minder mig om noget jeg har set på Discovery” sætning, så den skal I nok nå at blive pænt trætte af!
I aften skal vi ud og spise med Ms. Phuc, så vi kan få sagt ordentligt farvel til hende og så står den ellers på rygsækspakning, så jeg kan stå klar i Hanoi lufthavn til at tage i mod min sikkert dødtrætte og jetlagsramte mand i morgen 🙂

Cruising Da Nang (Vietnam 2010 – ottende blogindlæg)

oktober 7, 2010 / / 0 kommentarer
Så er der nyt fra østfronten igen! Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så indikerer det nyligt uploadede fotoalbum “Crusing Da Nang – Vietnamese style” at vi ikke har ligget på den lade side siden sidste beretning. Vores tolk Ms. Phuc havde nemlig inviteret os på ægte vietnamesisk familiefrokost i hendes hjemby Da Nang – ikke just en by jeg havde den store trang til at genopleve, eftersom traumerne fra sidste udflugt stadig sad dybt begravet i både Louise og jeg. Hvis nogen skulle have glemt vores famøse tur til Da Nang provinsen, kan den opridses i følgende ord; militærundsætning, ufrivillig tarmskylning, numseneglspilleri og supermarkedshelvede!
Men eftersom vi nu ville være forsynet med vores helt egne private guider i form af Ms. Phuc og Van – en af eleverne fra STREETS – og højt og helligt var lovet at vi ikke ville komme i nærheden af det der lignede tarmspulende vandslanger, følte vi os i trygge hænder. Det var også helt rart for en gangs skyld at tage turen til Da Nang uden hverken at have læge- eller tandlægebesøg for øje! Jeg er jo vitterlig blevet smedet sammen med jordens mest uheldige kvindemenneske i form af Louise! Hvis hun ikke lige lider af forstoppelse, så knækker hun sine tænder, får stjålet sit visakort eller ødelægger sin telefon. Sidste skud på uheldighedsstammen er udbruddet af en inflammatorisk bums på størrelse med en mandarin i øregangen, således den står på pencillin, smertestillende og ingen vandaktiviteter de næste fem dage!!!
Mommår og mommår havde ellers både planlagt snorkeltur og druktur (dog ikke kombineret!), eftersom vi kun har sølle fire dage tilbage her i Hoi An! Hvor blev tiden af??? Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke helt har forstået, at jeg på søndag står i Hanoi og tager imod min dejlige husbond (som jeg i øvrigt håber på har udrustet sig til tænderne med bland selv slik!!!) og dermed også skal forlade byen, der har udgjort mommår og mommårs lille trygge hjemstavn de sidste syv uger. Ambivalens, er ordet jeg leder efter, men selvom det betyder slutningen på praktikeventyret, betyder det også starten på et helt nyt med Hr. Jensen under armen og det kan kun blive et godt ét af slagsen – især hvis han også formår at snige en McChicken med i inderlommen – MUMS! ;D
Nå men af sted med den lokale bøvseekspres det gik til Da Nang, hvor kontrolløren naturligvis afkrævede os dobbelt pris for en busbillet i forhold til hvad de lokale pungede ud med. En helt uhørt sum af seks kroner, hvilket vi naturligvis godt kunne have overkommet, men princippet i at vi skulle betale overpris blot fordi vi ikke målte en meter og halvtreds og ikke sad med ekskaveringsneglen dybt begravet i næseboret i fuld offentlighed, var nok til at vi holdte fast på vores ret til kun at betale tre kroner, ligesom resten af bussen! Sjældent har jeg været udsat for mage til diskrimination!!! Det er til tider ligesom at være med i en af de dér fængselsfilm, hvor den hvide mamma’s boy på brutal vis får budskabet; “In here you’re the niggar” typisk overbragt af en stor ondt-udseende, pumpet neger. Hvis der var nogen der missede koblingen i ovenstående, så er det altså sådan det føles at være vesterlænding i Vietnam – her er vi de diskriminerede negere! Til sidst accepterede den efterhånden pænt mugne kontrollør dog vores bidrag – men det var bestemt ikke med hendes gode vilje og vi fik da også et par vietnamesiske bandeordsgloser med på vejen.
Da vi omsider ankom til Da Nang i vores allerede godt gennemsvedte tøj blev vi hentet af Ms. Phuc og Van på hver deres udgave af vietnamesernes yndlingstransportmiddel = scooteren. Jeg var ovenud henrykt over udsigten til at cruise rundt på sådan et udyr hele dagen og jeg så mig pludselig hensat til fordums teenage tid, hvor hver weekend på bedste provinsmanér blev tilbragt cruisende bagpå en jog med en Star pilsner i hånden! Fantastiske minder fra en svunden tid hvor buffalos, pelsbenvarmere og Ib’s garage var hitTÉT!!! Det var desuden lige omkring den tid jeg for altid mistede lysten til tequila og isbjørne drinks efter et par lidt for våde privatfester ude i det “Agedrupgensiske” lokalmiljø.
Det blev dog til min store skuffelse ikke til Star pilsnere i denne omgang, især fordi Van, som jeg fik fornøjelsen af at cruise bagpå, måske burde have beholdt støttehjulene på lidt endnu, da turen til tider blev lige en tand for spændende og slingrende til at jeg havde syntes en lunken håndbajer ville have været top dollar at sidde med. Men jeg elskede hvert minut af det og den indre Connie, der bor i os alle (benægt det ikke!) fik virkelig udfoldet sig på slap line, med hujende tilråb som “Wuhuuu faster, faster!!!! Havde jeg fået en dags cruisetur mere, ville Van højst sandsynligt være endt med Vietnams til dato mest pimpede scooter, så selv de lokale Brian’er ville have bøjet sig i støvet når hun bankede forbi dem på et festfyrværkeri af en scooter med alt lige fra lyserøde plysterninger til tonede sidespejle, selvlysende skørter og en kæmpe bas monteret på trinbrættet, pumpende tonerne af DJ Alligator’s Blow My Whistle eller Darude’s Sandstorm ud af højtalerne – oh yeah velkommen til de vilde sluthalvfemsere i provinsen og undertegnedes liv som skrupelløs teenager!
Der var bestemt ikke sparet på noget til middagen ved Ms. Phuc’s familie. Selv splinternye spisepinde var der blevet investeret i fordi der kom fint besøg fra Danmark. Det var lige før jeg tog mig selv i at udføre det royale vink idet vi trak op foran huset, men det er trods alt sjældent man ser Frede og Mary gøre deres indtog på bagsædet af en ramponeret scooter, så det royale vink blev gemt til en anden god gang. Det var bestemt ikke hver dag familien fik besøg af sådan to finurlige vesterlændinge, der oven i købet havde taget blomster med til værtsparret. Det er åbenbart ikke kutyme at gøre det herovre østpå og vi havde da også overvejet hvilken akavet situation det ville blive, hvis det viste sig at det kun var til begravelser eller til deres uappetitlige kremeringslugtende offeraltre de gav blomster, men buketten endte da i en vase midt på spisebordet, så medmindre dét i dagens anledning var blevet familiealtret så faldt værtsgaven vist i god jord. Herefter blev vi bespist til den helt store guldmedalje med både forårsruller, et innovativt mix af både bøffel- og gedekød, fisk der smagte præcis som Glyngøres makrel i tomat, sticky rice (der åbenbart kun laves i specielle anledninger) og sidst men ikke mindst kålruller med indbagt svinekød. Så der var nok for smagsløgene at tage fat på, selvom jeg dog pænt undgik den forhadte fiskesovs og de retter, der så ud til at være en tand for spicy til Frk. Krammers ellers velfungerende tarmflora. Da vi til sidst var så mætte at vi kunne have trillet hele vejen hjem til Hoi An hvis der bare havde været en venlig sjæl til at skubbe os hårdt nok – blev moderen alligevel ved med at insistere på at jeg liiiige spiste lidt mere. Præcis som at være på besøg hjemme hos ens bedsteforældre – “Du er da vel ikke allerede mæt? Du har jo knap nok rørt maden! Du skal da lige have en kartoffel mere – SE den her stod der lige Lotte på!” – “Erj tak det var da………heldigt….. ” mens man i sit stille sind sad og forbandede den onde ånd, der tilsyneladende altid kun skrev ens navn på grøntsager og øllebrød, men aldrig på slik og lagkage!?
Af høflighed syntes jeg naturligvis ikke jeg kunne afvise at spise det moderen sad og dumpede ned i min skål, på trods af at jeg op til flere gange havde peget på min store veltilfredse mave med et “No no – full!”. Efter dette scenarie havde udspillet sig et par gange; jeg sagde pænt nej tak, moderen skænkede op alligevel, jeg så mig nødsaget til at spise det opøste, hvorefter den frivillige tvangsfodring startede forfra – fik Ms. Phuc omsider hvisket til mig at det i Vietnam er skik at værten bliver ved med at øse op af høflighed, men det er altså ikke ensbetydende med at man er tvunget til at spise maden, da det netop er god skik at levne således værten ved at alle gæster er mætte. Så hvis ikke Ms. Phuc havde sagt noget kunne dette scenarie være fortsat i én uendelighed, eftersom jeg jo er opdraget med at det er høfligt at spise op! I Vietnam er det altså så lige det modsatte – det er høfligt at levne! Virkelig pænt af Ms. Phuc først at nævne det EFTER jeg havde siddet og nedtvunget hele to kæmpe kålfætre på trods af den overvældende mæthed min stakkels lille bristefærdige mave følte! Hvorfor sker det aldrig for mig, når jeg får serveret oreos??? Se så ville tvangsfodring pludselig have en væsentlig mere positiv klang! Det ville til gengæld nok ikke have en videre positiv effekt på min økonomi, da flere måneders kontinuerligt oreo fråderi nok ville betyde tvungen bookning af seperate flysæder til mine lår og ekspanderede sidedeller! Sidstnævnte ville dog kunne rulles op til en praktisk pølse, der kunne bruges som opbevaringsplads til de ekstra flymadsmåltider jeg unægteligt ville bestille!
Efter middagen cruisede vi ud for at se lidt lokale seværdigheder, hvilket førte os et stykke op i bjergene for at se en pagoda og en kæmpe kvindelig buddha statue, der knejsede over byen (fandt aldrig heeeeelt ud af hvad forskellen på et tempel og en pagoda er, så det må I google hvis I baaaaare ikke kan styre jeres nysgerrighed!). Det var dejligt at få set lidt andet end bare landsbytossen, vores hotelværelse og vores easy tiger skrædder! Så alt i alt havde vi en langt mere fornøjelig dag i Da Nang end sidste gang vi aflagde byen besøg – man kan jo så argumentere at der heller ikke skulle så frygteligt meget til for at slå “succesen” fra sidst!!!

Paranoia længe leve! (Vietnam 2010 – syvende blogindlæg)

september 22, 2010 / / 0 kommentarer
“De jager i flok de små svin!!!!”, råbte jeg forarget mens jeg febrilsk sprang op og forsøgte at flette mit myggenet ud af den gotiske knude rengøringspersonalet havde slået på det! Sekunderne inden dette scenarie udspillede sig, havde jeg netop observeret hvordan ikke kun én men hele tre myg lydløst gled forbi mig i samlet flok. Mens jeg panisk fumlede med myggenettet og bandede højlydt over det uduelige rengøringspersonale, stod det pludselig klart for mig i paranoiaens lysende skær; Rengøringsdamerne stod i ledtog med stikkefrans og resten af den vietnamesiske myggemafia! Hvorfor skulle de ellers binde råbåndsknob på mit myggenet og derved forhindre mig adgang til mit eneste sikre helle? Pludselig begyndte det hele at give mening……. vinduet, der var efterladt på vidt gab ind til vores værelse, men som rengøringspersonalet hårdnakket nægtede at tage skylden for – min yndlings BH, der på mystisk vis forsvandt fra mit vasketøj, men som dog dukkede op igen, da jeg overfor folkene i receptionen lod ordene “meget dyr” og “erstatning” falde i samme sætning. I mit hoved kædede jeg begivenhederne sammen; Vinduet var naturligvis efterladt åbent så stikkefrans og vennerne nemt kunne få adgang til vores værelse og anbringe små spioner på strategisk vigtige steder, såsom på vores morgenyoghurt og ikke mindst på mit myggenet – se venligst fotoalbum for billeddokumentation! I tilgift er der en eller anden rynket vietnamesisk vaskekone, der har set sig varm på min røde H&M BH og har derfor været villig til at udlevere mig til myggemafiaen mod betaling i form af netop denne. Det er jo åbenlyst at jeg er offer for en større konspiration her på hotellet!

Stikkefrans ligger på lur på min yoghurt…
Stikkefrans har indtaget myggenettet….
Min nyligt etablerede online forretning; “Mosquito-pleasure-and-pain-torture.com har tydeligvis givet genlyd i den lyssky myggeunderverden (af undercover årsager har jeg set mig nødsaget til at proppe et “pleasure” ind i hjemmesidenavnet, men der er bestemt ikke noget “pleasure” at spore i nogle af mine torturopfindelser, medmindre det er nogle meget sadistiske myg, der finder tilfredsstillelse i at blive udsat for lemlæstelse og offentlig bespottelse – MUAHAHAHA!!!!). Således er jeg nu en vaskeægte outlaw med en klækkelig dusør udlovet i bytte for mit bloddrænede legeme! Jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var myggemafiaen jeg havde fået på nakken, eftersom de tre myg, der netop havde passeret mig – og antændte hele denne konspirationsteori – alle var iført lange mørke trenchcoats og indbyrdes refererede til hinanden som Vince, Frankie og Tony. Dyrekøbt erfaring har lært mig at lange mørke trenchcoats normalt betyder én af to ting; Mafiamedlem eller blotter. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvilken af disse grupperinger, der oprindeligt påbegyndte moden og i bund og grund er dette også ligegyldigt, da man kan sige at formålet er det samme hvad enten man er blotter eller gangster; at skjule lange hårde genstande (Her giver jeg muligvis blotterne en del mere kredit end de fortjener!!!). Da jeg aldrig har hørt om myg med blottertendenser – eftersom de jo i forvejen ikke er blege for at vifte rundt med snablen i tide og utide – og da aktiviteterne blotning i flok og synkronblotning gudskelov stadig er forholdsvise ukendte fænomener, var det eneste logiske ræsonnement således at dette var vaskeægte gangstermyg.
Siden denne “night of revelation” – også bare kendt som “åbenbaringsnatten” på dansk – er jeg blevet offer for grov chikane grænsende til overfald! Episoden jeg refererer til udspillede sig under min daglige løbetur rundt i Hoi An’s gader (ja okay måske ikke daglige, men det lød meget godt ik?), hvor jeg pludselig hørte et højt og summende “BANZAI”!!! bedst som jeg i ægte Wilson Kipketer stil (dog i en smule mindre solbrændt udgave) var i gang med sprinten. I samme sekund jeg hørte det rungende “BANZAI”!!! nåede jeg lige at se skyggen af den kamikazemyg, der nu satte kurs direkte ind i munden på mig. Til min store gru skete dette netop idet jeg havde suget en stor mængde luft indenbords, således jeg ikke havde andet valg end at synke stikkefrans, da han og hans lille flyver allerede befandt sig et sted mellem mit spiserør og min mavesæk. Mens kamikazefrans forsvandt ned i svælget på mig, fik han gurglende og halvdruknende fremstammet sine sidste ord, der umiskendeligt lød som; “JIHAD”!!! (eller måske han i virkeligheden bare råbte “Min hat”!!! eftersom hans lille pilothjelm var hoppet af under hans dramatiske landing, men jeg vælger at tro på det første eftersom jeg senere bøvsede en lille koran op i miniformat). Så det er tilsyneladende blevet et tværkulturelt anliggende at få ram på mig! Jeg er ikke længere blot eftersøgt af den vietnamesiske myggehær og den lokale mafioso, men er nu også blevet et mål for japanske kamikazepiloter med islamistisk tilknytning!
Men lad os nu glemme de blodsugende sataner et øjeblik. For det hele går naturligvis ikke kun op i myg herovre…..selvom jeg pt er ved at indsende ideer til mit splinternye tv program, jeg har valgt at kalde “Lotti – the mosquito hunter!”, der på bedste Steve Irwin manér skal følge mig når jeg mudderwrestlende kaster mig over en sagesløs stikkefrans med kampråbet “Crikey – what a beauty!!!”. Men nu må vi se hvad Tv2’s programchef siger til det foreløbige udkast jeg har sendt ham.
Nå men som sagt, ikke mere om myg – moving on! Sidste fredag holdte vi jo afslutning for vores klasse og det endte med at blive en del mere tårevædet end jeg lige havde regnet med. Mens vi alle sad og gnaskede Oreos og Werthers Ægte – ja, ja selv erklærede ernæringseksperter må gerne synde engang imellem, især når man har fået mere end nok af ris, nudler, koriander og den inderligt hadede FISKESOVS, som vietnameserne selv synes er helt uundværlig i alt lige fra salat til forårsruller!!!! Altså, det er jo gud fri mig vel små fiskefætre der har ligget i saltlage i seks måneder, for at blive opløst til en flydende væske, der smager ligesom en fiskebutik lugter! Næææ nej du – så tror jeg blot jeg nupper et skvæt Thousand Island dressing i stedet! Nå, men bedst som jeg var i gang med at slikke papiret fra Oreos pakken tør for krummer (I’m an OREO addict!!!! – There I said it!) kom eleverne stolte op og overrakte os de smukkeste blomsterbuketter af papir, som de selv havde lavet. Unødvendigt at sige, var det to meget overraskede og rørte lærere, der i dét øjeblik havde meget svært ved at finde ordene, der kunne beskrive hvor ufattelig glade de var for gaven og ikke mindst den betænksomhed, der lå bag. De er bare de skønneste unger, der ikke kan andet end at gå lige i hjertet på én! (man kan jo faktisk ikke rigtig kalde dem unger eftersom de trods alt er mellem 16 og 23 år!). Men hold da op…for seks uger siden havde jeg ikke lige regnet med at jeg ville være mere end villig til at adoptere 19 vietnamesiske gadebørn, men det kan godt være at I derhjemme skal forberede jer på en væsentlig familieforøgelse af Krammer navnet!!!! 🙂

Senere i dag skal vi holde den endelige klasseafslutning med eleverne, der kommer til at bestå af en omgang boldspil i den nærliggende park. Vi har tænkt os at introducere dem for rundbold, så det skal nok ende i hat og briller! Jeg gruer blot for om jeg kan få lov til at gå i fred eller om jeg også her skal udsættes for kujonagtige overfald fra myggefløjen af. For en god ordens skyld burde jeg lige fortælle jer at min lille online neben geschäft kører strålende og jeg vil derfor bruge de sidste par linjer af denne beretning til at promovere månedens tilbud:

“Har du også en særlig myggeven, du vil gøre lidt ekstra for næste gang han overvejer at stikke snablen i dig, så har vi netop nu tilbud på denne moderne udgave af klassikeren bronzetyren, der især var brugt i oldtidens Grækenland til at indkapsle fjender og herefter riste dem over glødende kul. Så denne fantastiske opfindelse får ikke blot stikkefrans til at forsvinde for altid, men klarer også middagen i samme håndevending – efter brug af dette berømte torturinstrument, kan du nemlig efterfølgende invitere venner over på myggesteg, tilberedt i bronzetyren. Perfekt hvis du ønsker at kombinere myggemord og middag. Hvis Weber lavede torturinstrumenter, ville dette være resultatet!”
Obs: Ved bestilling af mere end 1000 enheder, smider vi ét styks specialfremstillet myggeguillotine oveni hatten.
PS: Har jeg nævnt jeg HADER myg?

When it rains, it pours…..! (Vietnam 2010 – sjette blogindlæg)

september 20, 2010 / / 0 kommentarer
“WHAT??? NO RICE??????” Nogenlunde sådan lød det højt i fælles kor fra drengene, mens de måbende stirrede vantro på os som om vi netop havde proklameret at aftenens aktivitet ville bestå af nøgenløb, strippoker og ølstafet. Det eneste vi havde præsenteret dem for, var dog blot noget så uskyldigt som dagens danske menu bestående af frikadeller, kogte kartofler med smørsovs, råkostsalat og kogte broccolibuketter. Det var dog tre meget skeptiske drenge, der eskorterede os rundt på markedet for at købe ingredienserne til dét vi overbeviste dem om var det ypperste indenfor traditionel dansk madlavning. Markedsindkøbet var i øvrigt noget af en udfordring, eftersom det er lige så sandsynligt at finde hakket kød i Hoi An, som at Pia Kjærsgaard konverterer til islam – kort sagt et ret utopisk fænomen at forvente! Derfor så vi os selv nødsaget til at købe en stor solvarm, spyfluebesat svineklump, som vi selv måtte påtage os at hakke og partere. På baggrund af det er jeg glad for vi ikke kastede os ud i projekt medisterpølse, for så var vi nok kommet på overarbejde med at stoppe en herlig blanding af hakket svin og spyfluekompot i halvlunke grisetarme.
Frikadeller anyone?

Da vi kom tilbage til huset var rygtet om de manglende ris tilsyneladende allerede løbet os i forvejen, for det første der mødte os var duften af nykogte ris og synet af en hel fuld riskoger. Udsigten til at nyde et helt måltid uden den vigtigste komponent set med asiatiske øjne, var tilsyneladende ikke faldet i helt god jord, så bare for en sikkerhedsskyld havde drengene kogt ris, i tilfælde af de ikke brød sig om den danske kogekunst. Således lavede de da også store øjne da vi smed mælk, mel og æg ned i det hakkede svinekød og ud fra deres forargede ansigtsudtryk at dømme var dette miks noget af det ulækreste og mest blasfemiske de længe havde været vidne til! Det endte nu med at blive en stor succes på trods af den umiddelbare skepsis og selvom jeg ikke er den store dunse fan hjemme i Danmark, var det faktisk ret hyggeligt at hele hytten duftede af velkendt dansk frikadelle os! Jeg må dog indrømme at frikadelle sagaen godt måtte have endt her, men nej – duften af Danmark blev lige en tand for meget af det gode, da jeg endte med at ligge og prutte frikadellehørmere hele natten – oh yes, the frikadelle that just keeps on giving! Men det holdt da i det mindste stikkefrans og company på afstand.

Drengene i gang med menuen på trods af den umiddelbare skepsis….
Hyggelig fællesspisning 🙂
Om det er noget i frikadellefarsen, der har gjort at Louise tilsyneladende har fået en mild form for Tourettes syndrom, skal jeg ikke kunne sige, men hun er i hvert fald begyndt at formulere mystiske sætninger som “I am feeling a little bit naughty” i yderst upassende situationer. Således var vi ude og træne forleden, da hun svedig og rød i hovedet kom ud af fitnesscenteret og ytrede sætningen “I am feeling a little bit naughty, could I have a glass of green tee” til et forskrækket og lettere afstødt receptionspersonale, der højst sandsynligt ikke har turdet andet end at give hende en kop grøn te af frygt for hvad denne “naughty girl” kunne finde på. Ordet hun ledte efter har muligvis været “nautious” men jeg tror da nok lige personalet gloede lidt da hun sveddryppende kom ud og proklamerede “I’m feeling a little bit naughty……..” – de havde muligvis allerede set sig selv fanget i starten af en dårlig pornofilm baseret på et Flash dance tema! Så det varer nok ikke længe inden hendes finurlige ordsammensætninger bliver ledsaget af ukontrollerbare ticks og et vildt udtryk i øjnene mens hun råber “I’m feeling a little bit naughty” – “Easy tiger!!!”, men når den tid kommer har jeg arrangeret at hun kan akkompagnere Hoi An’s allerede eksisterende landsbytosse rundt i byen, hånd i hånd. Udtrykket “easy tiger” stammer i øvrigt fra vores oversøde energiske skrædder, der ikke kan komponere en sætning uden at få sneget et “easy tiger” ind. Det var meget sødt i starten, men pt er vi nu selv blevet så miljøskadede at vi ikke kan sige “easy” uden den lille stemme i hovedet pippende tilføjer “tiger”. Dybt frustrerende når dette så tilmed fører andre animalsk- inspirerede vendinger med sig, såsom klassikeren “See you later alligator”. Den dag vores skrædder beder os lukke ædespalten, ved vi, at vi i dén grad er ude på et sidespor!!!
Den lokale landsbytosse er det vietnamesiske svar på Odenses bus søren, bare laaaaaaaangt værre og en del mere usoigneret! Han går altid rundt i det samme lasede tøj, lugter højst uappetitligt og kommunikerer udelukkende ved hjælp af det, der lyder som høje dyrelyde. Herudover skal han altid lave en eller anden pludselig bevægelse, idet man løber forbi ham – for man går ikke forbi ham, man LØBER! Det er lidt ligesom de der skide irriterende Amnesty sælgere oppe i gågaden; man spotter dem på lang afstand, afventer så hvilken side af gaden de vælger hvorefter man hurtigt stryger over i den anden og håber på at man uset kan slippe forbi. Desværre har man jo aldrig set ham hippietossen, der snedigt har gemt sig bag Merlin skiltet og derfor hopper ud foran én bedst som man troede man var sluppet sikkert forbi.
Vi har nu i mange dage forsøgt at få et billede af landsbytossen, så I derhjemme også kan “nyde” samme visuelle billede af ham, som hjemsøger os dagligt – men vi er også lidt bange for at knipse “lugte Ole”, for tænk nu hvis han pludselig sætter efter os med et vildt hyænehyl og med fråden skummende om munden begynder at jagte os gennem Hoi An’s gader!? Det ville være direkte til en trailer til “Dawn of the Dead” eller en anden god zombiegyser, for “lugte Ole” kunne vitterligt godt henlede tankerne på en levende død og han lugter garanteret også både af forrådnelse og dårlig ånde og den størknede mylderbæ i hans lasede underbørger bidrager kun med et autentisk twist til zombierollen! At mommår og mommår her i deres store striksweatre, ikke helt ville leve op til rollen som den storbarmede blondine, der typisk løber rundt med stive babs og nutte vorter i en våd, gennemsigtig t-shirt, er jo så hvad det er, men benene på nakken og brysterne kastet over skuldrene skulle vi nok få! Tanken om at blive jagtet af “lugte Ole” er næsten mere gruopvækkende end stikkefrans i YMCA outfit!

Landsbytossen i egen høje person….ja altså ham i forgrunden hvis I skulle være i tvivl….
Regnsæsonen er jo i øvrigt omsider sat ind, så måske det pt ville være mere nærliggende at forestille sig stikkefrans i røde gummirøjsere, blomsterprikket regnslag og med en sydvest på hovedet. Det regner jo ikke bare – det vælter ned med regndråber så store og fede som Mogens Glistrups øreflipper! Men den mildere temperatur er bestemt et velkomment indslag eftersom jeg var ved at blive helt nervøs for at jeg havde groet mig et kronisk sved moustache på overlæben! Badedyret Ducky er dog virkelig savnet, for han ville have været intet mindre end et fremragende transportmiddel til at padle rundt på i de oversvømmede gader! Desværre har vi ikke set skyggen af hverken Ducky eller resten af hans australske familie, siden hele den uheldige kidnapningsepisode fandt sted. Familien er sikkert tjekket ud i ly af nattens mulm og mørke af frygt for hvem der næste gang ville blive offer for de terroriserende danskeres skumle kidnapningsforsøg. Hertil skal det siges at vi har opført os yderst eksemplarisk på det sidste og stadig holder fast i vores mommår og mommår koncept, der leves ud på bedste vis med kage, slik og film på værelset – hvem gider drikke øl når man kan sidde hjemme og nyde en kop varm earl grey med et dertilhørende stykke hjemmebag – tsk tsk altså……! I næste uge har vi arrangeret bingo aften og kryds og tværs ords workshop for resten af hotellet, så det glæder vi os meget til at beværte :b

What time is it? GALDETID!!! (Vietnam 2010 – femte blogindlæg)

september 19, 2010 / / 0 kommentarer
Ja I læste rigtigt – Så er det galdetid igen!!! 🙂 Jeg må venligst bede dem, der havde glædet sig til en hyggelig omgang onsdagslæsning fyldt med positivitet, blomster, hjerter og fugle der kvidrer på bedste Morten Korch maner om at stoppe med at læse nu, for dette er desværre ikke indlægget for jer! Jeg synes nemlig det er på høje tid at I derhjemme bliver indviet i den uretfærdighed vi pt føler vi er udsat for her i Hoi An. Jeg har med vilje ikke ofret ret meget spalteplads på vores praktikvært, med udgangspunkt i talemåden, der siger at hvis man ikke har noget godt at sige om folk, er det bedst bare at holde sin mund. Men nu kan jeg mærke at al negativiteten skal have afløb, for ellers tror jeg desværre aldrig min skrive mojo drister sig til at vende tilbage fra ferie og tanken om at han skal være fanget kun iført et par små speedos i Danmark hele vinteren (rygtet siger han sidst blev spottet ved Hammershus på Bornholm) er næsten ikke til at bære, så nu får I lige hele lorten serveret til morgenkaffen.
Vores praktikvært har fra starten af været lidt af et mysterium, forstået på den måde at vi ikke helt har vidst hvilket ben vi skulle stå på i forhold til ham – men det ved vi nu og det er bestemt ikke det positive ben!!! (Hvis der ellers var noget der hed et positivt og et negativt ben, så ville dette rent praktisk betyde at jeg pt stod på mit højre ben, da det må siges at være mit negative ben i skrivende stund, eftersom det er lykkedes mig at forstrække min højre hoftedelle….eller sådan føles det i hvert fald! Om det så rent fysiologisk kan lade sig gøre at forstrække sit depot af bland selv slik og kakaotoppe fra Netto, skal jeg ikke kunne sige, men tanken om at det måske i virkeligheden er alderen der trykker og at jeg i mit fremtidige livsscenarie nu også skal inkorporere “ny hofteskål” sammen med de lange slatne bryster og støttestrømperne er næsten ikke til at bære).
Nå…hvor kom jeg fra…..åhh jo vores kære praktikvært! Det var ikke det bedste indtryk vi fik af ham da vi først ankom til Hoi An eftersom han overlod os fuldkommen til os selv – ja altså han havde da lige sørget for at kremeringstaxaen fra helvede kom og hentede os i lufthavnen, men derefter hørte vi intet fra ham. Da vi endelig selv fik et møde i stand med manden endte vi med at sidde og glo ud i luften i to stive timer og vente på han fik nosset sig færdig med sit andet møde, der pludselig varede to timer længere end forventet! Vi var selvfølgelig taget derned i troen på at klokken 12 rent faktisk betød klokken 12 og ikke klokken 14, så vi havde ikke fået frokost og eftersom han hele tiden jo kun liiiige var fem minutter mere forsinket, kunne der bestemt ikke blive tale om at vi kunne gå ud og få lidt letfordøjelige kulhydrater i vores rumlende mavesække! Her skal det tilføjes at Louise minder mig om en vis Stine Krammer når det kommer til temperament og tålmodighed, så på dette tidspunkt var vores praktikvært pænt upopulær for at sige det mildt og var allerede bandet langt væk til der hvor både peberet, saltet og den helt forfærdelige koriander (som synes at være vidunder ingrediensen i det vietnamesiske køkken) gror. Det var derfor to meget sultne og svært utilfredse piger, der holdte møde med ham den første dag, men af uransaglige årsager blev vi enige om at han måske slet ikke var så slem når alt kom til alt……men nej – dette beviser bare at man skal stole på sine instinkter og at ni ud af ti gange holder ens førstehåndsindtryk stik.
Lad mig lige male jer et billede af manden; for det første ligner han mest af alt lederen af en eller anden okkult sekt, hvis ypperste mission i livet er organiseringen af et storslået masseselvmord med henblik på efterfølgende at blive skovlet op af en UFO og leve videre på planeten “Hopiåen” eller “Losmighårdtiskridtet”. For det andet er manden blevet så hellig og frelst, at jeg kaster en lille smule op i munden hver gang jeg tænker på al hans prædiken om korrekt opførsel og ydmyghed. Det har Louise og jeg jo tydeligvis ikke udøvet overfor ham, idet vi ikke kaster os i støvet og kysser hans sko mens vi med et drømmende udtryk råber “Our hero!!!!” hver gang han går forbi. Nej, set i det aspekt, så har vi da helt bestemt ikke været ydmyge nok. Al denne negativitet rettet mod vores kære praktikvært udspringer blandt andet af en mail indeholdende et meget lidt konstruktivt budskab i forbindelse med vores undervisningsmateriale. Parolen om at kritik skal være konstruktivt er da så vidt jeg ved allerede beskrevet på et så lavt niveau som kommunikationens ABC eller kommunikation for dummies, men dertil er han nok ikke nået endnu. Af ukendte årsager har han sat sig i hovedet at vi udelukkende er kommet til Vietnam for at dandere den, ligge ved stranden og drikke bajere. Sidstnævnte kunne ikke være længere fra sandheden eftersom hele vores mommår og mommår koncept jo er bygget på at vi trofast ligger i vores seng hver aften klokken 21 med oreos, slikkepinde og werthers ægte lige ved hånden, mens vi spændte venter på hvad tv kanaler som HBO og Star movie mon viser som aftenens underholdning. Mommår og mommår hyggen bliver dog til tider spoleret af kommunisternes censur, da skærmen ofte går i sort hvis filmen så meget som vover at hentyde til Vietnam krigen. Hvis det derimod er japanerne eller amerikanerne, der får tæsk er det tilsyneladende ok, eftersom Pearl Harbour formåede at klare sig igennem censurens nåleøje i forgårs. Stranden er indiskutabel lækker og ikke mindst tiltrækkende, men at skulle ligge der og forkulle i seks uger er måske lige lidt for meget af det gode, så det har heller aldrig været vores intention med dette ophold. Vi har, tro det eller ej, faktisk arbejdet rigtig hårdt med vores undervisningsplan, så vi kunne give eleverne den bedste undervisning muligt.
Humor er tilsyneladende ikke et velset middel til læring set med MR. Praktikværts øjne (sådan tiltaler de ansatte deres tronende overhoved), hvilket på ingen måde stemmer overens med de observationer vi har gjort når vi underviser. Manden har tydeligvis ikke en flyvende fis føling med hvad der sker i elevernes livsverden, da han sidder fast i et forældet billede af vietnamesisk kultur, som meget blufærdig og på ingen måde under vestlig indflydelse. For guds skyld – da vi var til middag hos drengene, løb de alle sammen rundt uden trøjer på og så MTV med halvnøgne damer – kom nu ind i kampen altså!!!! Desuden har vi sammenlagt kun hilst på manden to gange af cirka en times varighed tilsammen, så hvordan han på så kort tid har dannet sig et billede af os som værende totalt inkompetente i forhold til at lave en god undervisning er for os en gåde. Det, der gør os mest frustrerede er at han på intet tidspunkt har meldt ud hvad han forventer af os, hvad han synes kunne være nogle gode temaer til undervisning osv – vi er jo for faen ikke tankelæsere som resten af hans scientology venner måske er! Manden har ikke engang været til en af vores undervisninger, så hvordan kan vi tage det seriøst når han vælger at kritisere noget han ikke aner hat og en fis om? Han har ikke engang talt med den engelsklærer, der fungerer som tolk for os og som har observeret alle vores undervisningstimer fra dag ét af, og som derfor nok ville kunne bidrage med et væsentligt positivt og nuanceret billede af undervisningsmiljøet i klasseværelset når først mommår og mommår udfolder deres pædagogiske evner. Måske han burde overveje at tilbringe mindre tid med at sidde oppe på sit kontor og trone og i stedet komme ned i klasseværelset og se hvad der egentlig sker. Flueknepper og hykler, det er hvad han er. Og så tror jeg vist også bare vi lader ham ligge lidt.
I Kommunikationens ABC, står der også at skidt kritik altid skal ledsages af noget positivt, så til det kan jeg kun sige at eleverne er dem, der gør hele det her praktikophold værd. I morgen har vi vores sidste reelle undervisningstimer hvor temaet står på grøntsager og vitaminer. Udover dette skal vi også kokkerere dansk mad til drengene i morgen aften – menuen står pt på frikadeller, kartofler og revet gulerodssalat med flutes, så det bliver spændende at se hvordan de tager imod det. Men dette skal jeg nok hæfte et par kommentarer om i næste i beretning 🙂

Badedyret Ducky (Vietnam 2010 – fjerde blogindlæg)

september 17, 2010 / / 0 kommentarer
Så kan jeg vist ikke udskyde blogskrivningen længere! Tænk engang at det allerede er ti dage siden mit episke opgør med John Wayne myggen fandt sted! Ak – som tiden dog flyver når man har travlt med installering af elektrisk højspændingsfelt rundt om sit myggenet, fremstille små guillotiner og udvikle miniature masseødelæggelsesvåben…….. – det tager jo en krig at pakke, frankere og poste alle de dér bittesmå konvolutter med miltbrand og hepatitis B inficeret plasma!!! Jeg håber virkelig ikke den lokale myggepræsident har George Bush som forbillede, således jeg pludselig risikerer at bliver invaderet af en bøvsende myggehær med små spidse lillefingernegle, der smider små myggesko efter mig, mens de brænder mine trusser og under megen jubel vælter min cykel som symbol på den faldne myggefjende nummer 1 – Lotti Krammer……eller Dennis Krammer om man vil!
Som I kan høre spøger stikkefrans stadig meget i mine tanker. Nogle nætter vågner jeg badet i sved enten fordi den skæbnesvangre nat har genspillet sig for mit indre eller fordi jeg drømmer at stikkefrans er i gang med at skære sig vej gennem min forskansning i bedste YMCA stil med bar overkrop, afklippede cowboyshorts og iført et lille værktøjsbælte og gul sikkerhedshjelm. Heldigvis har jeg ikke set noget til ham siden sidste beretning, men jeg har til gengæld klasket en del af hans provokerende slægtninge, der lystigt udnytter min sårbare eksponering når jeg sidder i receptionen og skyper – så er der dømt blodsugningsbuffet med Frk. Krammer som hovedret!
Men nok om stikkefrans og hans blodsugende slæng! Dette blogindlæg vil denne gang handle mindre om bevingede irritationsmomenter og i højere grad om dét, der jo egentlig var formålet med dette ophold, nemlig min praktik. Så hold nu fast, for dette bliver et meget ambitiøst projekt, sikkert fyldt med søvndyssende facts som kun ens bedsteforældre synes er spændende læsning. Men som min mor altid har sagt “kloge mennesker keder sig aldrig” og hvis der blot er et lille gran af sandhed i dette udsagn, har jeg stor tiltro til at I vil væbne jer med tålmodighed og klare jer igennem de mindre inspirerende passager i denne beretning! So here goes nothing…………………..
Vi har allernådigst fået tildelt hele seks lektionstimer a to timer. Til dem, der ligesom undertegnede ikke stod forrest i køen da der blev uddelt matematikkundskaber i himlen – (de viste sikkert Paradise Hotel eller De Unge Mødre på storskærmen da den egenskab blev uddelt – modsat tror jeg der blev vist enten Top Gear eller Onside, da der blev uddelt multitaskings kundskaber – selvom nogen måske vil argumentere at fjernsynskigning, madspisning og kløning i skridtet også er en form for multitasking), kan jeg oplyse om at det er lig med 12 undervisningstimer i alt. Vi har således undervisning hver onsdag og fredag fra klokken 8-10, hvor vi på bedste kreative vis og på et engelsk totalt blottet for fagtermer, forsøger at formidle viden om ernæring og sundhed til vores 19 elever. Vi har bestemt fået hænderne fulde med denne klasse og til jer, der sidder hjemme og tænker – 12 timer – det er da ingenting!!!!, har uden tvivl aldrig prøvet at undervise en meget energisk vietnamesisk skoleklasse, der tilsyneladende aldrig har udøvet det dér fænomen kaldet håndsoprækning i særlig udstrakt grad! Det kræver SÅ meget overskud!!! Følelsen efter to timers undervisning kan bedst sammenstilles med at blive slået gentagne gange i hovedet med et boldbat, for bagefter at være tvunget til at tilbringe en hel dag med Sidney Lee for at diskutere selvbruner og drikke sons of b****es, for til sidst at blive indlagt til at se et 24 timers langt maraton program med Bubber i hovedrollen – SÅ træt er man i hovedet bagefter! Det er dog ikke fordi jeg ikke bryder mig om at undervise – tværtimod nyder jeg faktisk til min store overraskelse, at stå og spille kloge Åge oppe ved tavlen, så jeg håber virkelig at hvis jeg vender hjem i fodformede sandaler, med en guitar på ryggen, ildelugtende kaffeånde og en evindelig trang til at sidde rundt om et bål og synge kumbaya my lord – at der så lige er en venlig sjæl, der hiver mig til side og uddriver den onde folkeskolelærerånd, der tydeligvis har besat mig! På forhånd tak!!!!
De første to undervisningstimer fik vi til at gå med en lille introduktion, hvor vi med hjælp fra powerpoints præsenterede os selv og ikke mindst lille Danmark, der fik hele armen med billeder af kongefamilien, Den lille havfrue og HC Andersen – vi manglede i grunden blot at servere en skål matadormix, vise et videoklip fra Vild Med Dans, et billede af Bilka og Louise og jeg i ens campinghabitter, så havde den været lige i skabet! Et af de første spørgsmål vi fik fra klassen var i øvrigt noget så interessant som “How do I get fat?” Øhhhhh velkommen til den omvendte verden i forhold til Danmark, hvor temaet højst sandsynlig havde været det stik modsatte! Da Spørge Jørgen, (tilsyneladende ikke tilfreds med svaret på hans oprindelige spørgsmål) fik nys om min fede kat hjemme i Danmark, var han straks på banen igen og spurgte nysgerrigt til hvad jeg fodrede den med, siden den var blevet så stor. Så pt håber jeg virkelig ikke at staklen udelukkende lever på en diæt bestående af whiskas og knasere i troen på at han ender med en dobbeltdunk ligeså prægtig som Tyttebøvs!!! Herudover har vi undervist eleverne i makronæringsstoffer og forsøger desperat at få dem til at udtale “Carbohydrate” på et nogenlunde forståeligt engelsk, hvilket er svært når de er opvokset blandt et folkefærd hvis engelskkundskaber tilsyneladende begrænser sig til “Yes yes”, som er universalsvaret på alt. Dette er MEGET frustrerende, når man nu til tider er nødsaget til at stille spørgsmål, der simpelthen ikke kan besvares med førnævnte frase, men så alligevel bliver mødt med et kæmpe smil og et “Yes yes” – nej det gør mig sgu ikke klogere på hvor toilettet ligger, medmindre du mener at jeg skal ty til lokale metoder og anrette en lille dej og en bæk af urin her på dit køkkengulv?
I onsdags startede vi timen med lidt fysisk aktivitet i form af lidt morgengymnastik, hvilket naturligvis endte i total ragnarok med ti drenge , der energisk væltede rundt mellem hinanden, mens pigerne tydeligvis ikke var helt overbeviste om underholdningsværdien af høje knæløft og sprællemænd fra morgenstunden af. Men de er nu nogle dejlige unge mennesker……Erj brugte jeg seriøst lige udtrykket “unge mennesker”??? hvor føler jeg mig da bare ældgammel nu! – jeg så lige mit fremtidige liv flashe forbi i form af Werthers ægte, fingerstrik, hinkestensbriller, lange slatne bryster og støttestrømper!!!! SUK!!!
Udover undervisningen har vi fået tiden til at gå med badedyrstyveri – ubevidst badedyrstyveri vel at mærke! Det startede som en helt almindelig torsdag morgen, men skulle ende med at få væsentlige konsekvenser for vores ry og anseelse her på hotellet. Louise og jeg besluttede os for en lille dukkert i poolen, da vi pludselig til vores store begejstring opdagede at der lå hele fire forskellige stykker badedyr, som blot ventede på at vi kastede os over dem (onde tunger vil muligvis påstå at badedyrene i højere grad var placeret direkte udenfor et hotelværelse end egentlig ved siden af poolkanten til offentligt brug, men det er blot rygter, der absolut intet har på sig). Jeg kastede omgående min kærlighed på den fantastiske oppustede and, der godt nok krævede at man havde ben som en tre årig for at sidde korrekt i den, men den fungerede nu også fint til blot at padle rundt på. Da vi blev trætte af den udmattende udfoldelse i vandet, lagde vi os op for at få lidt sol og bedst som jeg lå og nød solens stråler, blev idyllen afbrudt af en lille grådkvalt drengs råb; “Ducky, ducky – where is ducky”???? Mens jeg i al min forargelse sad og funderede over hvilken syg stodder, der kunne finde på at stjæle den stakkels
lille drengs “ducky”, fangede mit blik pludselig det gule andebadedyr, der ensomt lå og sejlede rundt med bunden i vejret ude i poolen……. og så ramte realiteterne mig……… – JEG var psykopaten, der havde kidnappet ducky!!!!!!! Da drengens bedstemor omsider fik øje på den halvslatne ducky i poolen, var det et meget bebrejdende blik hun sendte mommår og mommår, der sad meget koncentrerede og fordybede i deres bøger – sjældent har videnskabsteori været SÅ interessant!!

Mens alt endnu var idyl…..

Det var alt fra Vietnam i denne omgang – jeg vender tilbage med en ny beretning så snart min skrive mojo vender hjem fra ferie, den har tilsyneladende valgt at udnytte sin afspadsering netop nu hvor jeg har allermest brug for den! Sidst jeg så den havde den et let anstrøg af solbrændthed, en cocktail i den ene hånd og var iført stråhat og små speedos, mens den brokkede sig højlydt over ikke at blive værdsat. Så hvis der er nogen, der ser min skrive mojo hjemme i det ganske danske land bedes I venligst sende den retur til Vietnam, så jeg kan få sammensat en god gedigen beretning til næste gang!

Gud, Myg og andre mærkværdigheder! (Vietnam 2010 – tredje blogindlæg)

september 13, 2010 / / 0 kommentarer

Jeg HADER myg, så er det sagt! Intet bringer den indre sadist op i mig som de små bevingede bæster! Hvis jeg kunne gøre karriere ved at fremstille små torturinstrumenter til myg, så ville der ikke være grænser for min kreative udfoldelse. Hvem ville overhovedet savne myg hvis de ikke eksisterede? Det skal jeg fortælle jer – INGEN! Hvorfor? – Fordi de er røvirriterende og de gavner jo absolut nul og niks! NADA! Har man nogensinde hørt historien om den heroiske myg, der sniffede sig frem til lavineofre i bjergene eller myggen, der opsnusede forbrydere, lig og narkotikalagre – nej vel!? Så hvorfor hulen skal vi trækkes med dem? Var Gud bare i usædvanligt dårligt humør, den dag han skabte myggen? Eller var han bare i færd med at forme en elefant, da han tænkte “hmmm den her snabel må kunne bruges til andet end blot at drikke vand med”, hvorefter han fandt en af sine andre ulidelige skabninger frem fra skuffen – nemlig fluen – klistrede en snabel på og inspireret af sin søns tossede ide om at drikke blod af hans legeme, erklærede han at snablen skulle bruges til netop dette. Men okay når det endelig skal være, så er jeg da glad for at det trods alt ikke var elefanten, der fik blodsugeegenskaben for så havde safari muligvis ikke været så populært som det er i dag!!! Så hvis Gud i virkeligheden bare er en stor dreng, der leger med modellervoks, så synes jeg ærligt talt at han skulle finde sig en anden hobby, for indtil videre er jeg ikke ovenud tilfreds!
Mit hadeforhold til myg er desværre ikke gengældt – snarere tværtimod faktisk. Myg elsker mig!!! Heri foreligger der en væsentlig interessekonflikt, som en dag uden tvivl vil føre til et historisk og skelsættende magtopgør. Den dag kom i går…………………..
Men lad os lige hurtigt tage et blik ned af “memory lane”, inden I får historien om slaget på værelse 103. Jeg husker eksempelvis tydeligt ferien på Barbados, hvor jeg delte værelse med min kære lillebror og vågnede op en morgen med intet mindre end 68 myggestik mod min lillebrors sølle to! Ikke just svært at gætte hvem favoritten har været vel? Og sådan fortsætter historien ellers – Nepal år 2007; Lotte 57 myggestik, Stine 5 – Vietnam 2010; Lotte 26 myggestik, Louise 0. I mit paranoide sind er jeg efterhånden overbevist om, at allerede inden jeg ankommer til et nyt land, så har rygtet om min ankomst allerede spredt sig i det lokale myggesamfund; “Psssst har du hørt at Lotte Krammer er på vej???”, “Vel ikke DÉN Lotte Krammer – med de spændstige baller, den silkebløde hud og blod, der smager af nektar og honning???” (Ja I kan godt høre I er i MIN fantasi nu ikke? Muhahaha :p) Allerede her begynder de så at slikke sig om snablen, finde hagesmækken frem, smøre vingerne og øve sig på at summe så højt og skingert som muligt, så de er klar til at udgøre velkomstkomiteen i lufthavnen. Jeg er flymad for myg!!! Jeg tror at når myg skriver rejseberetninger så lyder det noget a la; Mmmmm bare stik mig en Lotte Krammer – dyb hende i hundelort og rul hende i fjer – jeg vil stadig synes hun er noget af det mest delikate jeg nogensinde har smagt! Flymad er for mig hvad jeg er for myg!!! Jeg forestiller mig at myggelarverne har små agility baner, hvor de til lyden af musikken fra Rocky filmene, ligger og laver mave-og armbøjninger med små boksehandsker på, mens de ondt stirrer på et bøvet facebook billede af mig. Træningen er udelukkende fokuseret på den dag hvor de står ansigt til ansigt med “The Chosen One” – aka Lotte Krammer.
Dagen i går var som sagt dagen hvor det endelige opgør stod. Jeg vågnede i løbet af natten af en velkendt summen ved øret og med fem dugfriske myggestik på armen – altid en god indikator på at en af de blodsugende djævle er i nærheden. Jeg gik naturligvis straks på jagt efter stikkefrans, men erkendte hurtigt at han kløgtigt havde gemt sig og måtte derfor opgive tilfredsstillelsen af at se hans lille blodfyldte myggekrop udsplattet på den hvide hotelvæg. I stedet bredte jeg mit store prinsesseagtige myggenet udover min seng og sikrede mig naturligvis at myggefar ikke havde sneget sig med ind i hulen. Og så var det, at bedst som jeg havde fundet mig til rette, hørte jeg den umisgenkendelige myggesummen og hvad herefter skete var som i slowmotion; I et kort øjeblik fik mig og myggefætteren øjenkontakt gennem nettets tynde tråde og jeg kunne næsten høre hvordan den klassiske western “show down” melodi spillede i baggrunden, mens vi så hinanden an (I ved – den melodi hvor der typisk også kommer en vindheks blæsende henover skærmen). Jeg kunne næsten se myggen iført små cowboystøvler og et lillebitte pistolbælte – budskabet var ikke til at tage fejl af: “Dette værelse er ikke stort nok til os begge to!!!”. Mens vi begge åndeløst afventede den andens første træk, satte stikkefrans af og begyndte omhyggeligt og med skræmmende systematik at undersøge hver en millimeter af mit myggenet, for et potentielt indflyvningshul. Imens forsøgte jeg at bevare roen inde i min sikre hule og gik såvidt til overmodigt og provokerende at vifte min nøgne arm foran snablen på den, mens den mere og mere arrigt gennemsøgte nettet for huller udefra. Jeg vil helst undlade at gengive den ordveksling, der udspillede sig i disse intense minutter, men det var bestemt ikke pæne ord der fløj frem og tilbage gennem nettet. Efter en del “din-mor-fornærmelser” gav myggen dog op – eller summende proklamerede den i hvert fald; “Du har muligvis nok vundet slaget, men krigen er ikke forbi før den fede blodfyldte myg har sunget” og med de ord forsvandt den ud af mit synsfelt. Det sidste jeg så af den var sporene på dens små cowboystøvler glimte et sted langt væk i mørket.
I aften er jeg derfor forståeligt nok ikke helt tryg ved at lægge mig til at sove. Tanken om stikkefrans, der blot venter et sted derude i mørket på sin hævn, er altfortærende. Hvad nu hvis han i nat har udskiftet pistolbæltet med et lille harald nyborg værktøjsbælte, bestående af diverse skære- og klipperedskaber, der snildt kan transformere et ellers sikkert myggefrit skjulested til en åben middagsinvitation for nabolagets øvrige myggebestand? (Hvis det er vietnamesiske myg, der laver buffetbord af mig, tror jeg dog hurtigt jeg vågner af deres højlydte bøvserier! Så det ville da være i den eneste henseende, at deres generøse udveksling af kropslyde ville gøre gavn!). Det værst tænkelige, der kunne ske var dog hvis stikkefrans hev det tunge artilleri frem, bestående af hans gode venner; kakkelakfrans og bøvsebesses krabbelignende edderkoppefætter! Men uha….den tanke tør jeg ikke tænke til ende, så for at adsprede tankerne lidt og udskyde sengetiden, vil jeg hellere fortælle jer lidt om gårsdagens uventede udflugt til Da Nang. Turen endte med at blive lidt af en oplevelse for os begge to…..for den ene en lidt mere fysisk én af slagsen end man umiddelbart har lyst til at udsættes for hverken i Vietnam eller derhjemme for den sags skyld…..forklaring følger……
Louise har ligget syg med maveforgiftning de sidste par dage og efter at Neal fik nys om dette, smed han os på den første og bedste taxa til en lægeklinik i Da Nang. Her i Hoi An er det generelt ikke muligt at købe ting på køl udover øl og sodavand, medmindre man sikkert er villig til at donere et organ af en eller anden art og da hverken Louise eller jeg kan overskue konsekvenserne af et undvære en nyre, har vi stort set ikke fået mejeriprodukter i to uger. Så for os betød Da Nang ikke kun lægebesøg, det betød også supermarkeder og supermarkeder er lig med køleskabe og køleskabe er lig med mælk og ost – HALLELUJAH!!! (De leende ko oste, de har liggende nede på markedet i 35 graders varme virker ikke umiddelbart tiltrækkende medmindre man har et seriøst dødsønske eller trænger til at tilbringe et par dage på kummen). Så fulde af forhåbning gik det over stok og sten til Da Nang………..eller det gjorde det faktisk ikke for vores chauffør valgte af uransagelige årsager at køre 40 kilometer i timen hele vejen – om det måske var fordi han frygtede at lide samme skæbne som den bil, der havde taget turen udover den lokale bro vides ikke, men det var godt nok et tilløbsstykke uden sammenligning for de lokale, som gladeligt stod og filmede og tog billeder med deres mobiltelefoner af de forulykkede.
Der var derfor god tid i taxaen til at lægge en slagplan og kreere en udførlig dosmerseddel over savnede madvarer. Planen blev at Frk. Krammer i egen høje person – som jo ikke fra naturens hånd er velsignet med et videre veludviklet stifinder instinkt – skulle gå på jagt efter et supermarked i Da Nangs gader, mens Louise fik taget hånd om maveproblemerne. Som sagt, så gjort. Med nogle få vejinstrukser fra den søde lægesekretær begav jeg mig frejdigt af sted. Det var først efter en kilometers penge, at jeg begyndte at studse over det manglende vesterlandske islæt i gadebilledet og langsomt gik det op for mig at Da Nang tilsyneladende ikke er den helt store turistby her i Vietnam! Omkring samtidig gik det også op for mig at jeg var faret vild i downtown Da Nang. I mit naive sind tænkte jeg naturligvis at jeg blot lige ville spørge et par lokale om vej, men ak……alle jeg henvendte mig til kunne ikke formulere en eneste engelsk glose om så deres liv afhang af det og de syntes vist egentlig bare det var lidt morsomt, at jeg ikke kunne gøre mig forståelig. Ja, ha ha – morsomt, morsomt – det var jo ikke dem, der mærkede panikken brede sig i kroppen og koldsveden løbe ned af ryggen ved tanken om at være fanget i hygiejnehelvede til evig tid! So what to do? Et kort øjeblik overvejede jeg at ringe hjem til min far og få ham til at google min nøjagtige position, så han kunne tilkalde den vietnamesiske hær og få mig eskorteret sikkert ned til supermarkedet. Men bedst som jeg forsøgte at huske om min rejseforsikring nu også lige dækkede services som helikopterevakuering og militærundsætning, kom der en mand og sagde spørgende “Supermarket?”, “Yes yes – please”!!! Så tog han ellers resolut min arm og begyndte at pege den i alle mulige retninger og forklare på vietnamesisk, mens han stadig brugte min arm som pegepind. Jeg skal ærligt indrømme at det ikke var meget jeg forstod af hans primitive vejvisningsevner, men essensen var vist noget i retning af; “Hør lige her søster lystig, du er så meget på afveje at der er større chance for at de finder Jimmy Hoffa inden du finder supermarkedet, så hvis du lige vil gøre os alle den tjeneste, at gå hele vejen tilbage hvor du kom fra og så ellers bare fortsætte ligeud”. Så det gjorde jeg…..og sørme så om ikke der pludselig dukkede et supermarked frem i horisonten!
Men så kom næste udfordring……for selvfølgelig stod alt på vietnamesisk og selvfølgelig har de absolut ingen af de varer vi kender hjemmefra, så på med ja hatten og af sted!!! Ost, kan jeg så i bagklogskabens lys konstatere er nærmest ikke eksisterende medmindre man ynder en halv humpel emmentaler eller mozzarella på sit morgenbrød. Mælk på køl og kyllingepålæg er også en by i Rusland, men hvis man derimod lyster et stykke med svin fås dette til gengæld i alle afskygninger. Æg lugter konsekvent bare af gammel prut uanset om de er i et supermarked eller har ligget og kogt i solen på det lokale marked, så dem undlod jeg at købe! Af succeserne, der dog landede i indkøbskurven kan nævnes; tun på dåse, mayonaise, grøn the (dog ikke i teposer ARGH træls!!!), kiwier og ikke at forglemme: LOTTE PIES!!!!!! Hvad faen sker der for at de ikke kan udtale mit navn når de har bagværk, der er opkaldt efter mig!!????? (Efter dog at have prøvesmagt de famøse pies, forstår jeg godt hvorfor de ikke er så memorable alligevel! – se venligst nedenstående for mindre fotoserie!)

Wuhuu Lotte Pies!
Uhhhhh spændende – hvad mon der gemmer sig i pakken….?

Mums! Dén ser lovende ud!

Snif snif….uhmmmm de dufter også godt!
Skuffelse!!!!
Nå men uden de helt store besværligheder og kun et enkelt panikanfald eller to senere, befandt jeg mig sikkert tilbage på lægeklinikken, hvor Louise vimsede rundt med kun et håndklæde om de nedre regioner. Hyggeligt så det ud! – Senere skulle jeg dog blive sat ind i alle de frygtindgydende detaljer, der udgjorde Louises oplevelse. Lad os bare sige at det havde været alt andet end hyggeligt!!! Medmindre selvfølgelig, at ens forståelse af hygge, indbefatter at få monteret en vandslange i numsehullet og opdage, at man er så forstoppet, at man har gods nok til at fylde toiletkummen ikke én, men hele to gange efter gennemspuling af endetarmen, ja så kan man vel godt kalde det hyggeligt. Med til historien hører også, at lægen ikke var den mest informerende af slagsen, så I kan nok forestille jer Louises overraskelse over pludselig at ligge med lægens finger i rumpen! Og som om ydmygelsen allerede dér ikke var total, så foregik “udrensningen” (for nu at sige det pænt) da også lige med halv udsigt til gadetrafikken! Skønt!
Det var også her vi – med om muligt endnu større gru end sidst – opdagede lillefingerneglens tertiære funktion; pille-numse-negl. Radiografen, der tog Louises røntgenbillede valgte nemlig at spørge om hun aldrig puttede…….hvorefter han gestikulerede en finger i numsehullet (SPØRG MIG IKKE OM HVORDAN – I DON’T WANNA KNOW!!!!!) Så dén uhumske numse-, øre- og næse-bakteriefyldte lillefingernegl er fra nu af bandlyst i nærheden af alt hvad, der hedder drikke- og madvarer!
Alt i alt havde vi begge en yderst begivenhedsrig dag for at sige det mildt. I dag har vi jo så haft vores første undervisningsdag, meeeeeen det må I lige vente med at høre om til næste beretning, for det kræver lige lidt mental bearbejdning at få oplevelsen ned på papir, men hold op hvor var det en hænderne over hovedet oplevelse! Great succes!!!!!!!!!

Kram og numsegas fra Vietnam!

På Hygiejnisk Gyngende Grund! (Vietnam 2010 – andet blogindlæg)

september 10, 2010 / / 0 kommentarer

Xin Chào Folkens!

Så har vi allerede tilbragt en uge her i Hoi An og jeg antager at I er ved at dø af spænding efter at høre hvad vi har lavet siden sidste rejseberetning, så her følger en lille update 🙂 Jeg undskylder på forhånd negative kommentarer rettet mod den vietnamesiske befolkning, det er bestemt ikke noget personligt og jeg lover at næste beretning vil blive fyldt med en masse flatterende adjektiver og plusord, der afspejler den evige optimist som nu engang ER Lotte Krammer…….(ahem……HOST HOST!)

Siden sidste beretning har vi oplevet nogle ret hygiejnisk udfordrende dage. Og med hygiejnisk udfordrende mener jeg ikke “undskyld tjener der er en flue i min suppe” (for det er der unægteligt!!!) – nej jeg mener “undskyld tjener, deres datter sidder og tisser på mine sandaler mens jeg nyder mine rejer, ville det være muligt at kropsudskillelser af mere hårdfør art kunne blive udskilt et andet sted end hvor jeg indtager min mad?” eller “undskyld tjener, kokken har lige stået med fingrene så langt oppe i næsen, at han muligvis har beskadiget hjernestammen, er det derfor muligt at få en bussemandsfri version af deres nudelsuppe?” eller sidst men ikke mindst “undskyld tjener, ville det være muligt hvis de kunne begrænse deres ørepilleri og efterfølgende forundrede udforskning af det udgravede til efter jeg har indtaget min mad? Og i øvrigt hvis det var halvt så fantastisk som det overraskede udtryk de havde i ansigtet, da de ekskaverede det, synes jeg de burde overveje at udstille det i glas og ramme!” (Heldigvis er de jo uvidende om muligheden af, at katapultere mig op i luften med maden serveret på en lille plasticbakke, så både urin, ørevoks og bussemænd blot ville være et velkomment gastronomisk indslag!).

I relation til ovenstående, har vi til vores store undren, observeret den sylespidse lillefingernegl, som alle mændene hernede obligatorisk har valgt at gro. Det er nu lykkedes os at afdække mysteriet om neglens funktion; Den har nemlig en dobbeltfunktion – først og fremmest fungerer den som et værktøj til både øre- og næsepilleri, hvilket lader til at være primærfunktionen. Sekundært anvendes den til at skære plastichætten af vandflasker, hvilket vi med ophøjet gru blev vidne til da vores tjener benyttede denne metode, da han galant skulle åbne vand for os…….ikke just det man mest har lyst til at opleve, når nu man i flere dage har set hvordan primærfunktionen flittigt udøves!

Herudover har vi efterhånden vænnet os til den meget generøse udveksling af bøvseri, der forekommer i det offentlige rum. Jeg satte dog alligevel grænsen, da den ældre dame, der forsøgte at sælge mig en kjole, pludselig på bedste havnearbejder manér, luftede en højlydt bøvs i hovedet på mig, der duftede af en blanding af fiskesovs og forårsruller. Det oplever man altså ikke just hjemme i H&M vel?! Det skal lige nævnes at selvsamme biks, som “bøvsebesse” bestyrede, også var det sted, hvor vi første gang stiftede bekendtskab med det lokale dyreliv i form af en krabbelignende edderkoppefætter på størrelse med en knyttet hånd! Tror nok lige mommår og mommår her hurtigt fik benene på nakken! Heldigvis bor der ikke sådanne lodne fætre her på hotellet, ligesom der heller ikke er hajer ved vores lokale strand – det er så sikkert som julemandens og påskeharens eksistens, basta!

Gadesælgernes kontinuerlige fornærmelser er vi efterhånden også blevet immune overfor. Enten tilbyder de at fjerne vores overskæg, plukke vores øjenbryn eller også kommenterer de vores lettere udspilede maver, der er kommet på overarbejde med at vænne sig til den nye vietnamesiske diæt – “Nej jeg er ikke gravid, jeg skal bare ud og dreje en vase på størrelse med Eiffeltårnet – så gider du godt lade være med at trykke på den ellers kan jeg ikke garantere at du ikke pludselig står med en hat af nyfordøjede nudler!!” “Og nej – hvor sødt det end er af dig, at påpege at jeg ligner en forvokset flodhest med mini moustache og skovsneglebryn, så har jeg ikke tænkt mig at reagere videre positivt på dit desperate anråb “BUY SOMETHING – I HAVE EVERYTHING”, for det har du jo ikke – og i så fald tager jeg gerne en stor McChicken menu med pommes frites sovs og cola TAK!!!!”.

Vi har i øvrigt valgt at hive teltpælene op og forlade vores ellers fine hotel, der viste sig at være et mareridt af en byggeplads! Hver morgen klokken 7 gik de i gang med at hamre, bore og banke så voldsomt, at selv Lotte Krammers ellers veludviklede sovehjerte sagde STOP. Desuden opdagede vi jo hurtigt at vores smølfepøl, lugtede lidt af en kombination af sved og sur tissekone, så den blev hurtigt udskiftet med ture til den helt fantastiske lokale strand (hov se nu der – så sneg der sig alligevel et plusord ind i “brokkebloggen”).

Tilsidst mangler jeg blot at knytte et par kommentarer til mine forældres valg af navn til mig, for ærligt talt så tror jeg ikke de gjorde sig de helt store overvejelser, da de navngav mig i tidernes morgen. Men misforstå mig ikke, jeg er frygtelig glad for mit navn – bevares hvis det er godt nok til halvdelen af hestebestanden i Danmark og ikke mindst til den meget rødhårede, fregnede pige fra børnetimen “Da Lotte blev usynlig”, så er det bestemt også godt nok til mig, men internationalt set er det altså ikke et hit! Jeg er således blevet refereret til som enten Lotti, Lotle eller det lidt mere alternative og ikke mindst kreative – DENNIS! Øhhh hvor kom det lige fra!!?? Så når jeg engang får børn vil jeg gøre dem den tjeneste, at navngive dem således de bliver sparet for lignende navnetraumer. Derfor erklærer jeg hermed at alle mine fremtidige børn vil blive døbt enten BOB eller JOHN og så er jeg egentlig hamrende ligeglad med om det bliver en pige eller en dreng!

Sidst men ikke mindst skal det også nævnes at en stjernetatovering på håndleddet ikke ubetinget er en god ting, når man rejser i et land, der stadig har flag med hammer og segl blafrende i gaderne. Pludselig er jeg jo blevet überkommunisten – ifør mig en lille grøn barethat og en stor cigar og jeg ville være klar til indskrivelse i historiebøgerne på lige fod med kammersjukkerne Lenin, Mao og resten af slænget! Men måske tatoveringen kan blive min redning, hvis regeringen nogensinde skulle få færten af mine lyssky Facebook aktiviteter! 🙂

Håber I alle har det godt derhjemme – her har vi 35 grader hver dag og det ville være umenneskeligt at bede os om at lave andet end at ligge ved stranden – men på onsdag kalder undervisningen, så det bliver rigtig spændende! Pas godt på jer selv! 🙂

« Ældre indlæg

© 2024 Krammerbo

Tema af Anders Noren — Op ↑