Så er der nyt fra østfronten igen! Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så indikerer det nyligt uploadede fotoalbum “Crusing Da Nang – Vietnamese style” at vi ikke har ligget på den lade side siden sidste beretning. Vores tolk Ms. Phuc havde nemlig inviteret os på ægte vietnamesisk familiefrokost i hendes hjemby Da Nang – ikke just en by jeg havde den store trang til at genopleve, eftersom traumerne fra sidste udflugt stadig sad dybt begravet i både Louise og jeg. Hvis nogen skulle have glemt vores famøse tur til Da Nang provinsen, kan den opridses i følgende ord; militærundsætning, ufrivillig tarmskylning, numseneglspilleri og supermarkedshelvede!
Men eftersom vi nu ville være forsynet med vores helt egne private guider i form af Ms. Phuc og Van – en af eleverne fra STREETS – og højt og helligt var lovet at vi ikke ville komme i nærheden af det der lignede tarmspulende vandslanger, følte vi os i trygge hænder. Det var også helt rart for en gangs skyld at tage turen til Da Nang uden hverken at have læge- eller tandlægebesøg for øje! Jeg er jo vitterlig blevet smedet sammen med jordens mest uheldige kvindemenneske i form af Louise! Hvis hun ikke lige lider af forstoppelse, så knækker hun sine tænder, får stjålet sit visakort eller ødelægger sin telefon. Sidste skud på uheldighedsstammen er udbruddet af en inflammatorisk bums på størrelse med en mandarin i øregangen, således den står på pencillin, smertestillende og ingen vandaktiviteter de næste fem dage!!!
Mommår og mommår havde ellers både planlagt snorkeltur og druktur (dog ikke kombineret!), eftersom vi kun har sølle fire dage tilbage her i Hoi An! Hvor blev tiden af??? Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke helt har forstået, at jeg på søndag står i Hanoi og tager imod min dejlige husbond (som jeg i øvrigt håber på har udrustet sig til tænderne med bland selv slik!!!) og dermed også skal forlade byen, der har udgjort mommår og mommårs lille trygge hjemstavn de sidste syv uger. Ambivalens, er ordet jeg leder efter, men selvom det betyder slutningen på praktikeventyret, betyder det også starten på et helt nyt med Hr. Jensen under armen og det kan kun blive et godt ét af slagsen – især hvis han også formår at snige en McChicken med i inderlommen – MUMS! ;D
Nå men af sted med den lokale bøvseekspres det gik til Da Nang, hvor kontrolløren naturligvis afkrævede os dobbelt pris for en busbillet i forhold til hvad de lokale pungede ud med. En helt uhørt sum af seks kroner, hvilket vi naturligvis godt kunne have overkommet, men princippet i at vi skulle betale overpris blot fordi vi ikke målte en meter og halvtreds og ikke sad med ekskaveringsneglen dybt begravet i næseboret i fuld offentlighed, var nok til at vi holdte fast på vores ret til kun at betale tre kroner, ligesom resten af bussen! Sjældent har jeg været udsat for mage til diskrimination!!! Det er til tider ligesom at være med i en af de dér fængselsfilm, hvor den hvide mamma’s boy på brutal vis får budskabet; “In here you’re the niggar” typisk overbragt af en stor ondt-udseende, pumpet neger. Hvis der var nogen der missede koblingen i ovenstående, så er det altså sådan det føles at være vesterlænding i Vietnam – her er vi de diskriminerede negere! Til sidst accepterede den efterhånden pænt mugne kontrollør dog vores bidrag – men det var bestemt ikke med hendes gode vilje og vi fik da også et par vietnamesiske bandeordsgloser med på vejen.
Da vi omsider ankom til Da Nang i vores allerede godt gennemsvedte tøj blev vi hentet af Ms. Phuc og Van på hver deres udgave af vietnamesernes yndlingstransportmiddel = scooteren. Jeg var ovenud henrykt over udsigten til at cruise rundt på sådan et udyr hele dagen og jeg så mig pludselig hensat til fordums teenage tid, hvor hver weekend på bedste provinsmanér blev tilbragt cruisende bagpå en jog med en Star pilsner i hånden! Fantastiske minder fra en svunden tid hvor buffalos, pelsbenvarmere og Ib’s garage var hitTÉT!!! Det var desuden lige omkring den tid jeg for altid mistede lysten til tequila og isbjørne drinks efter et par lidt for våde privatfester ude i det “Agedrupgensiske” lokalmiljø.
Det blev dog til min store skuffelse ikke til Star pilsnere i denne omgang, især fordi Van, som jeg fik fornøjelsen af at cruise bagpå, måske burde have beholdt støttehjulene på lidt endnu, da turen til tider blev lige en tand for spændende og slingrende til at jeg havde syntes en lunken håndbajer ville have været top dollar at sidde med. Men jeg elskede hvert minut af det og den indre Connie, der bor i os alle (benægt det ikke!) fik virkelig udfoldet sig på slap line, med hujende tilråb som “Wuhuuu faster, faster!!!! Havde jeg fået en dags cruisetur mere, ville Van højst sandsynligt være endt med Vietnams til dato mest pimpede scooter, så selv de lokale Brian’er ville have bøjet sig i støvet når hun bankede forbi dem på et festfyrværkeri af en scooter med alt lige fra lyserøde plysterninger til tonede sidespejle, selvlysende skørter og en kæmpe bas monteret på trinbrættet, pumpende tonerne af DJ Alligator’s Blow My Whistle eller Darude’s Sandstorm ud af højtalerne – oh yeah velkommen til de vilde sluthalvfemsere i provinsen og undertegnedes liv som skrupelløs teenager!
Der var bestemt ikke sparet på noget til middagen ved Ms. Phuc’s familie. Selv splinternye spisepinde var der blevet investeret i fordi der kom fint besøg fra Danmark. Det var lige før jeg tog mig selv i at udføre det royale vink idet vi trak op foran huset, men det er trods alt sjældent man ser Frede og Mary gøre deres indtog på bagsædet af en ramponeret scooter, så det royale vink blev gemt til en anden god gang. Det var bestemt ikke hver dag familien fik besøg af sådan to finurlige vesterlændinge, der oven i købet havde taget blomster med til værtsparret. Det er åbenbart ikke kutyme at gøre det herovre østpå og vi havde da også overvejet hvilken akavet situation det ville blive, hvis det viste sig at det kun var til begravelser eller til deres uappetitlige kremeringslugtende offeraltre de gav blomster, men buketten endte da i en vase midt på spisebordet, så medmindre dét i dagens anledning var blevet familiealtret så faldt værtsgaven vist i god jord. Herefter blev vi bespist til den helt store guldmedalje med både forårsruller, et innovativt mix af både bøffel- og gedekød, fisk der smagte præcis som Glyngøres makrel i tomat, sticky rice (der åbenbart kun laves i specielle anledninger) og sidst men ikke mindst kålruller med indbagt svinekød. Så der var nok for smagsløgene at tage fat på, selvom jeg dog pænt undgik den forhadte fiskesovs og de retter, der så ud til at være en tand for spicy til Frk. Krammers ellers velfungerende tarmflora. Da vi til sidst var så mætte at vi kunne have trillet hele vejen hjem til Hoi An hvis der bare havde været en venlig sjæl til at skubbe os hårdt nok – blev moderen alligevel ved med at insistere på at jeg liiiige spiste lidt mere. Præcis som at være på besøg hjemme hos ens bedsteforældre – “Du er da vel ikke allerede mæt? Du har jo knap nok rørt maden! Du skal da lige have en kartoffel mere – SE den her stod der lige Lotte på!” – “Erj tak det var da………heldigt….. ” mens man i sit stille sind sad og forbandede den onde ånd, der tilsyneladende altid kun skrev ens navn på grøntsager og øllebrød, men aldrig på slik og lagkage!?
Af høflighed syntes jeg naturligvis ikke jeg kunne afvise at spise det moderen sad og dumpede ned i min skål, på trods af at jeg op til flere gange havde peget på min store veltilfredse mave med et “No no – full!”. Efter dette scenarie havde udspillet sig et par gange; jeg sagde pænt nej tak, moderen skænkede op alligevel, jeg så mig nødsaget til at spise det opøste, hvorefter den frivillige tvangsfodring startede forfra – fik Ms. Phuc omsider hvisket til mig at det i Vietnam er skik at værten bliver ved med at øse op af høflighed, men det er altså ikke ensbetydende med at man er tvunget til at spise maden, da det netop er god skik at levne således værten ved at alle gæster er mætte. Så hvis ikke Ms. Phuc havde sagt noget kunne dette scenarie være fortsat i én uendelighed, eftersom jeg jo er opdraget med at det er høfligt at spise op! I Vietnam er det altså så lige det modsatte – det er høfligt at levne! Virkelig pænt af Ms. Phuc først at nævne det EFTER jeg havde siddet og nedtvunget hele to kæmpe kålfætre på trods af den overvældende mæthed min stakkels lille bristefærdige mave følte! Hvorfor sker det aldrig for mig, når jeg får serveret oreos??? Se så ville tvangsfodring pludselig have en væsentlig mere positiv klang! Det ville til gengæld nok ikke have en videre positiv effekt på min økonomi, da flere måneders kontinuerligt oreo fråderi nok ville betyde tvungen bookning af seperate flysæder til mine lår og ekspanderede sidedeller! Sidstnævnte ville dog kunne rulles op til en praktisk pølse, der kunne bruges som opbevaringsplads til de ekstra flymadsmåltider jeg unægteligt ville bestille!
Efter middagen cruisede vi ud for at se lidt lokale seværdigheder, hvilket førte os et stykke op i bjergene for at se en pagoda og en kæmpe kvindelig buddha statue, der knejsede over byen (fandt aldrig heeeeelt ud af hvad forskellen på et tempel og en pagoda er, så det må I google hvis I baaaaare ikke kan styre jeres nysgerrighed!). Det var dejligt at få set lidt andet end bare landsbytossen, vores hotelværelse og vores easy tiger skrædder! Så alt i alt havde vi en langt mere fornøjelig dag i Da Nang end sidste gang vi aflagde byen besøg – man kan jo så argumentere at der heller ikke skulle så frygteligt meget til for at slå “succesen” fra sidst!!!
